Didium

Didium, the mastermind behind Denmark’s “Didium and The Black Bonnie Picture”, shares his musical loves, inspirations and greatest aspirations
March 10, 2010 by Intense Nick
You may have read my ramblings about Didium and The Black Bonnie Picture before, in relation to their debut album Whimsical Beauty, which was a beautifully written, performed and produced piece of musical art relating to the life and loves of Didium. Now, this brilliant Danish Indie Pop collective have teamed up with Paul Schroeder to deliver their second album, A Valley, which we be released May 1st.

Didium and The Black Bonnie Picture started out in Denmark, back in 2006, as a seven piece act with a set-up resembling Dexys Midnight Runners and their characteristic blend of violin and saxophone. Members of the band have come and gone throughout the years, but the set up remains unchanged and gives the band a special style of pop music. Twenty-four year old Didium’s dark baritone tells stories of loss, loneliness, lust and love with an undercurrent twist of irony, giving the stories a life and soul of their own.

The band’s first album was released in the beginning of 2009 in Denmark and the Benelux countries. This year, their follow-up, A Valley, will come out worldwide and will be the first release on Schroeder’s own indie record label, Sureleaf. Before the actual release Didium and The Black Bonnie Picture released a four track EP, with songs from the upcoming album (free streaming here). See what Didium had to say in this exclusive R&RR interview.

Q: How did your Black Bonnie Picture get together?

A: Back in 2006 I’d finished high school and saved up some money waiting tables in a Norwegian mountain hotel. My old band fell apart as we graduated and when I came back to Denmark I spent most of the money I’d earned on going in the studio with a handful of my favourite musicians from previous projects and bands. After recording four tracks, we all soon agreed that the result was too good not to be followed by live performances. After playing a few gigs the whole thing started to feel pretty fucking good – pardon my French – and that’s how the Picture came together.

Q: Could you tell us a little about the progression between Whimsical Beauty and A Valley, and their influences?

A: When I was in the midst of writing Whimsical Beauty, I was madly in love with both Ryan Adams and Rufus Wainwright at the same time. I think if you listen closely to that record you can hear them fighting each other to win my heart [laughs]. My intentions with A Valley, from page one, was to rewrite our history and make a true rock album with booming choruses and ecstatic guitar riffs.

As a band, on this second album, we were all a lot more focused on arranging the songs in the rehearsal before going in the studio, and in general we spent loads of time just getting it right. As a result of this, these new songs all of a sudden demanded for us to make some changes, orchestration wise. To broaden our perspectives a little, I hired an arranger to help us rethink the girls’ violin and sax arrangements, which added a classical grandiose feel to it that suited us really well.

Q: Any highs and lows that you wish to share?

A: This past year has been a bit hard on all of us, now that you should bring this up. In 2008 we had an awesome year in Denmark, going from being a completely unknown act to being an award-winning upcoming act. We won loads of cash, toured the country up and down several times, and all because of our second EP, Bonnie Turned Black. However, in 2009, as our debut album was finally released and we had the financial support to promote it right, we experienced some rather surprising difficulties. Hardly any magazines, webzines or whatever wanted to review the record or write about us all of a sudden. The Danish radio stations hardly gave us any airplay and when they finally did it was mostly at night when nobody was listening. All this together undeniably makes you wonder about, or should I say dread, what the reaction is going to be like this time. Our main focus however, with this album, is not Denmark as much as the UK, Sweden or Germany.
Q: Has your connection with Paul Schroeder changed or shaped your style in any way?

A: I was quite surprised with the work he ended up doing on this album. Paul was in with us at most of the rehearsals last summer and didn’t interfere as much as I’d imagined he would do it. He basically let us work most of the arrangements out ourselves and only stepped in when we were completely unsure of directions. On the other hand, he told me to rewrite one particular song like three times and was not satisfied until I got it exactly right and made it rock 110%. In that way Paul is really all about making the right compromises and finding out what makes one particular song do the trick. He’s absolutely great at reading people’s reactions and understanding exactly what makes you a great musician. What amazes me the most about him though, is his ability to make you come in his direction without even saying anything.

Q: What are your hopes and dreams/aspirations for BBP and how do you hope to achieve them?

A: We’ve got a worldwide album release coming up soon and my ultimate hope is that the record is recognized in as many countries as possible, for the brilliant peace of work it is. My biggest dream of all is someday to have fans who are as dedicated to music as I am myself. Fans who follow you on the web, buy your records, look through the booklet – relating to your lyrics and talking to friends about them. If that one day should happen then my favourite dream of all will have come true. At this point, my manager and our label have got a lot of work to do in order to actually make this one float. Fingers crossed!

Q: Your other musical project, Le Cul, is also at a busy stage; does this clash with D & BBP much, or are they both in creative harmony?

A: Until now we haven’t experienced any difficulties whatsoever. Of course we sometimes have to reschedule and think ahead before planning tours and recordings and so on, but my heart is in both bands and there never really was a question as to whether we could work it out. Over the past few years, Le Cul has become deadly necessary to me. I guess I’ve got a Jekyll and Hyde complex going on that it’s too late to stop as it seems now [laughs]. Can’t wait to finish off the new Le Cul album now; we just recorded strings and piano on four tracks and it’s just amazing how friggin huge it’s become!

Q: Who would you be your favourite band to share a stage with and where?

A: My two ultimate favourite artists to go on tour with this year would by all means be The Veils and/or Patrick Wolf. Both of these bands truly are amazing and mind blowingly overlooked; just like us!

Q: Are you members of any professional music organisations?

I am a member of KODA here in Denmark, which is an organization that helps musicians receiving the right payments when we get played on the radio or do live shows. Asides from that I’m free as a bird!
- http://rockandrollreport.com/

The Rock and Roll Report Band of the Week is Didium and the Black Bonnie Picture
April 20, 2009 by Intense Nick
‘Whimsical Beauty’ is the title of Didium and the Black Bonnie Picture’s beautiful debut album, which by means of a versatile and magical sound takes the listener on a ride through a forceful spiral of emotion. First things first, the album offers ten fine songs, at once lively and daintily performed by their creator, Didium. Accompanied by the grand and able band the Black Bonnie Picture, Didium presents a notably full debut album – an album for which the inspiration might well come from a row of striking English acts; the result, however, beyond question belongs to Didium and the Black Bonnie Picture. The sound is big; the pop themes are classic – and the body of ironic chronicles comes from the life of the 23-year-old songwriter, Didium. His lyrical universe pays tribute to the naïveté of youth, and all the songs take their point of departure from the youthful ways of forever falling in love, of forever taking what you need – of forever riding the next wave of what seems like a never-ending life.

Didium and the Black Bonnie Picture are built up around singer-songwriter Didium, who put the band back together in 2006. The seven male and female band members of Didium and the Black Bunny Picture took their first major steps towards a breakthrough in 2008, when the band was awarded the title of Demo of the Month in the February issue of Danish music magazine Gaffa, followed by the MyMusic prize in March, and in June they were among the few lucky Spot Festival contributors. At the Spot Festival legendary rock journalist David Fricke of Rolling Stone heard the band and commented: “I liked it. The lead singer has a cool voice. It reminded me of Jarvis Cocker from Pulp. It was a cool set-up with the violin and the saxophone. And the guitarist is really good.” I can hear a little of the Housemartins influence in there also. The greatest achievement so far was in August 2008, when Didium and the Black Bonnie Picture won the Starfighter competition at Denmark’s most beautiful festival far ahead of the other contestants.

After that Didium and the Black Bonnie Picture have spent the autumn and winter in the studio recording and mixing their debut album Whimsical Beauty, which is set to be released on March 9. The album is carefully produced by Søren Zahle (Utah, Peter Sommer) and Henrik Marstal (Ibens, Annika Aakjær), who have managed to capture the band’s excellent live qualities and incorporate it into the dynamic and complex arrangement of the album.

Besides Didium’s vox and guitar the Black Bonnie Picture is: Cecilie Strange (vox and sax), Josephine Støjberg (vox and violin), Kasper Nissen (bass), Sebastian Vinther Olsen (guitar and choir), Jakob Hansen (piano), and Emil Scherrebeck (drums).

Didium and the Black Bonnie Picture are ready to tour their home country (Denmark) as part of their album release – and they will be stopping in Nykøbing Falster (Kulturfabrikken, 6/3), København (release party at the Dive, 9/3), Roskilde (Gimle, 19/3), Lyngby (Templet, 21/3), Odense (Studenterhuset N.S.I.O., 27/3), Herlev (Klauzdal, 8/5), Thisted (Plantagehuset, 9/5), Albertslund (Forbrændingen, 15/5), København (Huset, 28/5), Helsingør (Toldkammeret 30/5) and in Århus (Studenterhuset, 4/6), Oslo (Chateau de Neuf)
- www.rockandrollreport.com

Didium & The Black Bonnie Picture - Whimsical Beauty
(Album - Frisker Music)Helemaal klopt de bewering niet, maar hoe verder noord je gaat in Europa, hoe beter de muziek wordt. Zweden, Noorwegen en IJsland zijn prima voorbeelden. Alsof het koude klimaat en de afzondering de muziek alleen maar ten goede komt. De kans dat je je muziek teveel spiegelt aan die van je buren is klein. Woon je in Denemarken, dan val je een beetje tussen de wal en het schip, zo ingeklemd tussen Zweden en Duitsland. Wat dat betreft treffen de zeven Denen van Didium & The Black Bonnie Picture het niet bepaald, maar de laatste jaren zijn er ook prima bands uit Denemarken gekomen (Volbeat, Kashmir, Asteroids Galaxy Tour en eh, Saybia).

Enige twijfel probeert de bio weg te nemen door al in de tweede zin de tot op heden grootste claim to fame van de band rond zanger/gitarist Didium te noemen; Rolling Stone journalist David Fricke zag een optreden van de band en vond het leuk. Wat hij hoorde? Even kort door de bocht: een soort Arcade Fire light. Vlak ook The Veils niet uit en de dramatiek van een Rufus Wainwright komt ook geregeld om de hoek kijken. Ook in Denemarken kan het leven zwaar zijn, zo blijkt.

Op deze debuutplaat klinkt gelukkig ook een hoop levensvreugde en ambitie door, wat door de uitstekende productie goed naar voren komt. Dat geldt ook voor het uitgebreide instrumentarium van het zevental dat een uitgebreidere set-up gebruikt dan de doorsnee band. Zo worden naast de standaardinstrumenten ook de piano, glockenspiel, sax en viool ter hand genomen. Genoeg mogelijkheden dus om het geluid een totaal eigen klank mee te geven en het levert enkele prima nummers op. Zo zou 'You Wanna Stay' een leuk radiohitje kunnen worden, 'No Drive (Crushed Revisited)' is een prima song en ook 'Be Gone By Dawn' is leuk.

Wat dit debuut uiteindelijk nét niet boven de middelmaat uittrekt is het ontbreken van de nodige pit en een eigen gezicht. Ze klinken net even te vaak als de kloten van een twaalfjarige: meer dan een paar nestharen zit er niet op. De mooizingerij van Didium is soms tot op het vervelende af en het is geregeld te lievig allemaal. Ze doen hun best, maar blijven achter en verzanden daardoor net even teveel in een dertien in een dozijn. Volgende keer iets meer sambal bij het ontbijt, dan kan het met de volgende plaat niet meer mis gaan.
(p.s. liefhebbers die niet genoeg kunnen krijgen van Arcade Fire mogen er een halve ster bij op tellen).



07/07/2009 - Jasper van Vugt - http://www.festivalinfo.nl/

Artiest : Didium & The Black Bonnie Picture
Titel : Whimsical Beauty
Tracks : 10
Genre : Indie, Pop
Herkomst : Denemarken
Begeleidend schrijven : Nee
Biografie : Ja
Persfoto : Nee
Website : www.didium.dk
Recensent : Bas de Esch
Datum : 8 Juni 2009
Waardering : 7/10

Didium & The Black Bonnie Picture, alleen de naam al is op zijn zachtst gezegd enigszins 'opmerkelijk' te noemen. Datzelfde geldt voor de tracks op 'Whimsical Beauty' overigens ook. Opmerkelijke muziek is wat het Deense zevental ten gehore brengt. Allerminst onplezierig, want de zang 'Didium' is erg aangenaam te noemen. Leuke zanglijnen en aparte intermezzo's maken Didium & The Black Bonnie Picture tot een vreemde eend in de bijt der Indie,Pop bands out there.

De schijf is prima geproduceerd. De tracks zijn variabel, vrolijk, uitbundig, strak gecomponeerd en gearrangeerd. Eigenlijk laat 'Whimsical Beauty' weinig te wensen over. Wel dien je liefhebber te zijn van de grenzen die Didium & The Black Bonnie Picture opzoekt. Ik persoonlijk ben er niet van gecharmeerd, maar ben echter wel van mening dat er een glorieuze toekomst te wachten staat voor Didium & The Black Bonnie Picture. Zo zal Didium & The Black Bonnie Picture hoge ogen gooien op Festivals als Pinkpop en Lowlands.

Liefhebbers van The Kooks, Franz Ferdinant, Pulp en aanverwanten komen flink aan hun trekken met 'Whimsical Beauty'. De CD ziet er netjes uit en met name de fraaie foto's springen er uit. Hulde aan de fotograaf! Didium & The Black Bonnie Picture is een band met potentie om ook binnen Nederland faam te verkrijgen, maar of dat met 'Whimsical Beauty' gaat lukken betwijfel ik.
- www.poprock.nl

Didium And The Black Bonnie Picture
Whimsical Beauty CD, udkom mandag d. 09-03-2009 på Frisker Music
Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen GAFFAs anmeldelse: 4 stjerner
Læserne synes: 4,00 stjerner i snit (efter 11 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Svimlende ambitioner hos Starfighter-vinderne fra 2008.

De tager ikke den lette vej. Albumdebuterende Didium & The Black Bonnie Picture har store musikalske ambitioner, og kommer overraskende helskindet ud på den anden side. Orkestret har sanger og sangskriver Andreas Sorgenfrei alias Didium som omdrejningspunkt i en række udtryksfulde sange, som trækker voldsomt på den senere britiske rockhistorie. Det skyldes ikke mindst Didiums affekterede vokal og den temmelig artistiske tilgang til musikken.

Whimsical Beauty har også ganske meget musikalsk benspjæt af en dansk produktion at være, og med flittig brug af violin, saxofon og kvindelige backingvokaler får orkestret en stor og favnende lyd, som det er tilfældet hos canadiske Arcade Fire.

Didium & The Black Bonnie Picture bærer dog præg af stadig at være et projekt under udvikling, og de stort opslåede melodier holder sig ikke altid svævende, men idérigdommen og den musikalske integritet opvejer til fulde disse musikalske børnesygdomme. Det kan også være prisen for at holde fast i udfordringen og ikke altid vælge den nærliggende løsning.
- www.gaffa.dk

Didium And The Black Bonnie Picture
Pakhuset, Århus Torsdag d. 29-04-2010
Anmeldt af Stefan Hansen
Foto: Morten Larsen GAFFAs anmeldelse: 5 stjerner
Læserne synes: 4,00 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

De får aldrig et kommercielt gennembrud i Danmark, det er de for profetiske til
Genkendelsens glæde kan meget vel koste nye artister en stjerne eller to, mens gamle kendinge ofte vil score en stjerne eller to, blot fordi deres musik er velkendt. Så for ikke at give Didium & The Black Bonnie Picture en uretfærdig anmeldelse, har jeg lyttet til deres album "Whimsical Beauty" 20-30 gange i løbet af den sidste uges tid. Det var det mindste jeg kunne gøre, men det hjalp dem ikke. Slet ikke.

For de spillede ikke ét eneste nummer fra pladen, men derimod samtlige tolv numre fra deres nye album, som jeg endnu ikke har hørt. Det var lidt som at skyde både sig selv, og den ærbødige anmelder, dog ikke i foden. For Didium & The Black Bonnie Picture skød med Amors pil, og jeg gik fra koncerten i live – dog med et stik i hjertet.

På trods af at ikke ét eneste nummer kunne vække genkendelsens glæde i mig, så virkede det. Og ikke fordi bandet spillede til mindste fællesnævner, med letpåklædte hitliste-omkvæd a la "Oops!...I Did It Again", men takket være noget umiddelbart ikke så let fordøjeligt – men noget der, på lang sigt, ikke rådner: Mod. Modet til at sige "vi gør det sådan her, uanset hvad I synes," og dét kan jeg kun synes om.

Frontfigur Didium har vist aldrig hørt om jantelov, han ter sig som en ægte Artiste, med en tilpas arrogant, om end besynderlig sympatisk attitude. En attitude der enten vil hjælpe ham på vej, eller ødelægge hans karriere.

Hans vokal er, for dem der aldrig har hørt Morrissey eller Jarvis Cocker, noget helt særligt. Med X Factor-optik kan knægten ikke synge. Især hans falset vil få Familien Danmark til at holde sig for ørerne, men ikke fordi der er noget galt med Didiums falset, men fordi de X Factor-kultiverede ører er blevet hjernevaskede til at tro, at det blankpolerede er idealet.

Visuelt kunne Didium & The Black Bonnie Picture dog lære noget af X Factor, for på dét punkt var det en skuffelse – mest af alt fordi forventningens glæde ikke blev indfriet. Jeg havde regnet med at se dem iført det 30'er kluns, de er iklædt på alle deres pressefotos. Men sådan skulle det ikke være. I stedet var de i typisk sort.

Jovist, de to Bonnies, Cecilie og Josephine, var også smukke – og sexede – i sort, men knægtene, der ikke på samme måde appellerede til mit urinstinkt, var ikke synderligt spændende at se på, selv om de trykkede den godt af. Jeg ved godt, at Morrissey kan gøre det, troppe op iført en sort T-shirt, og alligevel holde ens blik, men han er altså også Morrissey. Den samme karisma har Didium altså ikke – endnu.

Så hvad bliver dommen? Jeg må indrømme at jeg, i den grad, har vaklet mellem om denne koncert burde have fire eller fem stjerner. Havde det ikke været for det altgennemtrængende mod som bandet – og især Didium – udviste, var det kun blevet til fire, for der er stadig en masse der bør arbejdes med: især dynamik, fortælleteknik og scenepondus. Men der er trods alt noget – både i musik og i livet – der er vigtigere end dét. Nemlig nogle ualmindelige mennesker der tør gå forrest, ind i ukendt terræn, så vi andre, almindelige mennesker, har nogle til at vise os vejen. Den femte stjerne er derfor stjernen der lyser over Betlehem.

Didium & The Black Bonnie Picture spiller på Rust i København 30. april - www.gaffa.dk

Didium And The Black Bonnie Picture. Spot Festival,
Århus Kunstbygning Fredag d. 06-06-2008
Anmeldt af Thorbjørn Nyander Poulsen, MyMusic.dk
GAFFAs anmeldelse: 5 stjerner

Til stor begejstring viste det sig hurtigt, at den hvide skjorte kun var fin og strøget på forsiden.

Umiddelbart mindede frontfigur og sangskriver Didium om en regnskabsassistent fra den lokale bank. Men til stor begejstring viste det sig hurtigt, at den hvide skjorte kun var fin og strøget på forsiden.

Publikumsfremmødet var sparsomt, men det vidnede kun om, at Didium & The Black Bonnie Picture endnu ikke er et stort navn. For bandet slog fast, at årets MyMusic.dk-Legat og den efterfølgende plads i Starfighters-finalen er fuldt fortjent. Der gik nemlig ikke lang til, før frontmand Didium som en anden epileptisk Ian Curtis udfordrede sit sangtalent i alle dets registre. Det skal dog siges, at han til tider overvurderede dette talent en smule, og røg ud på dybt vand på tredje revle. Men frygtløsheden og den ungdommelige entusiasme skinnede så klart igennem, at fejltrinnene blot efterlod et lille træk på skuldrene og et smil på læben.

Rundt om ham bakkede et sjældent vel- og sammenspillende hold solidt op. Det mindede på sin vis om et A-team, hvor hver ydede sin specialitet til UG med kryds og slange. På højre flanke trådte en guitarist pludselig ud af tapetet. Bravt gennemtæskede og vred han sin Telecaster til det yderste. Til venstre blev sommerkjole og lange brune ben luftet af en saxofonist, der kunne gøre Candy Dulfer jaloux. Side om side med Didium svang sig en violinist-fe, hvis spjættende ballarinatrin straks forførte undertegnede.

Den halvtomme Århus Kunstbygning fyldtes i løbet af koncertens tre kvarter med alt fra spansk flamenco til amerikansk grindhouse-rock og halvmelankolske og bluesede selvfunderinger over tilværelsen som ene jyde i København. Frontfigurens Clark Kent-agtige handelsskole-look bar på en hemmelig identitet af lyse nætters månesyge og spastiske nørde-moves. Havde han smidt sweatshirten og brillerne og bundet skjorten i en lille knude over navlen, er det ikke usandsynligt, at enkelte kunne have forvekslet ham med selveste Morrissey.

Nu og da blev kådheden desværre forstyrret af klæbrige og blødsødne ballader akkompagneret af videoprojektioner, der mindede om intetsigende Eurodance-musikvideoer fra 3D-animationens ungdom. Det var dog skønhedsfejl, og samlet set fremstod forsanger Didium som et godt bud på en dansk Sufjan Stevens med Curtis- og Morrissey-referencerne som en illustration af alsidigheden – alt imens bandet gav modspil den som den hjemlige symfoni-rocks grimme ælling.
- www.gaffa.dk

Didium - Fra en lillebitte landsby uden for Horsens... Af Stefan Hansen
Foto: Morten Larsen

Mandag d. 03-05-2010 kl. 10:50

Samtale med Danmarks svar på Morrissey og hans slæng

Didium & The Black Bonnie Picture, aktuelle med deres andet album "A Valley", og GAFFA sætter os i en rundkreds på gulvet i det tomme lokale, langt væk fra det larmende indie-band der har lydprøve på scenen, et andet sted i bygningen. I midten står en optager på sin trefod, ved siden af ligger en pose med de ordbrikker der vil guide samtalen.

Andreas Sorgenfrei, bandets sanger, sangskriver og primus motor, trækker den første brik. "Udlandet" står der.

Ud over Danmarks grænser

Andreas: – Udlandet. Det kan vi godt snakke om. Vi har bestemt ambitioner om at komme til udlandet. Det er ikke sket endnu, men foreløbig har vi fået en deal med et nystartet pladeselskab. Det er vores producer, Paul Schroeder, som har lavet et pladeselskab sammen med vores manager – som delvist er i London, delvist i København.

Andreas: – De har lavet en masse aftaler. Når albummet ryger ud i denne her uge, så ryger det ud i hele verden digitalt. Og vi har fået nogle forskellige promotion-deals, blandt andet med Massive Music i Holland, som placerer musik i reklamer, og Paramount Pictures i USA, som sælger musik til film. Det er ret spændende at se om det kan give nogle bookingaftaler, og promotionaftaler rundt omkring i verden.

Har I spillet i udlandet indtil nu?

Andreas: – Nej, vi har kun spillet i Danmark. Jeg tror vi er oppe på 70 koncerter, eller sådan noget. Men vi er lige røget i rotation på tre radiostationer i Tyskland med vores første nye single, så det er jo en start.

Ikke i England?

Andreas: – Ikke endnu. Den er blevet givet videre til BBC, og er landet hos nogle forskellige dj's, som går og tygger på den.

De tygger måske længe?

Andreas: - Måske. Men Paul (Schroeder, red.), vores producer, har jo lavet alle mulige ting. Han har lavet Stone Roses og Talk Talk. Så jeg tror også det har en eller anden nyhedsværdi, at det er ham der har startet selskabet. Det håber vi på.

Trommeslageren Esben Svane, trækker en ny brik. "Morrissey" står der.

Morrissey og Johnny Marr

Esben: - Morrissey. Det er en af de ting som, jeg i hvert fald synes, man kan høre i Andreas' vokal, men også i musikken. Altså The Smiths.

Er det noget, I bevidst her søgt?

Andreas: - Jeg har lyttet vildt meget til Morissey og The Smiths, så det kan ikke have undgået at have sneget sig ind.

Hvem er så den heldige der har fået rollen som Johnny Marr, hvem skal leve op til det?

Sebastian: - Det er mig der har fået den (griner).

Esben: - Ja, men det er sjovt. Sebastian er flere gange blevet sammenlignet med Johnny Marr.

Sebastian: - Også i andre sammenhænge har jeg fået at vide, at jeg spiller lidt som ham.

Det er ikke helt dårligt at få at vide.

Sebastian: - Nej, på ingen måde. Jeg har lyttet meget til Marr, så den ligger der også helt klart i baghovedet.

Josephine Støjberg Schmidt, korpige og violinist, trækker den næste brik. "Engelsk" står der. Og Andreas tager ordet.

Engelsk falder ham naturligt

Andreas: - Jeg har prøvet at skrive på dansk. Det kommer sgu ikke lige så naturligt til mig. Jeg har altid interesseret mig for engelsk og det engelske sprog. Og gået meget op i tekster. Det der kickstartede min kærlighed til tekster var faktisk Kurt Cobain, hans tekster var jeg vildt fascineret af. Og så er jeg gået videre, og har nærstuderet manges tekster. Det er bare naturligt, tror jeg.

Er det lettere?

Andreas: - Jo, måske. Det er bare mere, jeg ved ikke om man kan sige – cool. Det er så nøgent at skrive på dansk. Det er svært, faktisk. Så jo, det er vel egentligt lettere – det kan man godt sige.

Næste spiller er Cecilie Strange, der som Josephine er korpige i bandet. Derudover spiller hun saxofon, og på brikken hun trækker står der "Melodi".


Tekster og den bittersøde stemning

Er det melodien, eller er det teksterne, det drejer sig mest om for jer?

Cecilie: - I det her band er det mere sådan en sammenkogning. Teksterne er rigtigt vigtige, og vi har fået Andreas til at fortælle os om teksterne, fordi nogle gange ikke har forstået dem. Og så giver det vi står og spiller et andet billede for os, end det er meningen det skal være.

Josephine: - Jeg synes noget af det sjoveste ved at begynde at snakke om teksterne var, at jeg kunne mærke at jeg havde misforstået flere af dem. Andreas kan godt skabe det her rum af lyd, der er gang i den, og der er en glad stemning – men egentligt er der sådan et bittersødt fundament. Noget som jeg i hvert fald ikke altid fangede, inden jeg virkelig satte mig ind i teksterne. Og det gav det et sjovt tvist, at skulle stå og bidrage til formidlingen af de her ting. Der er flere lag, hvilket også gør det mere udfordrende.

Næste brik: "Begyndelsen". Det er bassisten, Jesper Madsen, der snupper den.

Oppe bag Norges kyster

Jesper: - Det der måske er lidt sjovt med begyndelsen er at Esben og jeg – som er helt nye – var med fra starten. Vi trådte begge to ud undervejs, men er så vendt tilbage. Men det begyndte egentlig i Norge.

Andreas: - Ja, jeg tog til Norge i 2005 og arbejdede noget tid. Jeg havde sådan et gymnasieband der også lavede original musik, som så faldt fra hinanden. Og så sad jeg oppe i Norge og lavede nogle ting – og tænkte at jeg godt ville lave noget helt nyt. Så jeg sparede 30.000 kroner sammen, festede for de 10.000, og brugte de 20.000 på at lave indspilninger. Det var meningen det bare skulle være en demo, og jeg tænkte at der ville komme en pladekontrakt flyvende med det samme – for det var jo så utroligt godt.

Derefter samlede Andreas de bedste musikere han kunne finde, nemlig Cecilie, Josephine, Esben og Jesper, samt to-tre andre. Senere begyndte de at spille nogle jobs, og det blev mere og mere band-agtigt. Der var nogle udskiftninger, blandt andet kom Sebastian med på guitar. Derefter gik de i studiet med Søren Zahle og Thomas Alstrup fra Utah, samt Peter Sommer. Det blev til endnu en demo – en demo der førte til udnævnelsen "Månedens demo" i GAFFA, samt et MyMusic-legat.

Andreas trækker endnu en brik. "Din mor" står der på den.

Kunstnersind, på trods af en god barndom

Andreas: - Min mor betyder utroligt meget for mig, ligesom min far. Jeg har haft en stille og rolig opvækst på landet med mine forældre. Der har aldrig været noget, og de er stadig sammen. Jeg boede et stykke uden for Horsens, i en lillebitte landsby. Faktisk har mine forældre også haft en eller anden indflydelse på hvordan det her band lyder, for de er nok mine største kritikere. Jeg har før indspillet nogle andre ting som de ikke kan li', men det her, det kan de ret godt li'. De har bakket sindsygt meget op omkring det. De kommer også i aften.

Guitaristen Sebastian Vinther Olsen trækker dagens sidste brik. "Succes" står der.

Succes er en proces

Sebastian: - Succes er mange forskellige ting. Når man er i studiet og får noget til at fungere rigtigt. Det er den succes man selv kan stå for at skabe, på en eller anden måde. Den første plade røg i natrotation på P3, så vi håber da meget at de kan bruge en af vores nye singler til noget mere. Det ville også være en succes.

Josephine: - Det sjove ved at være med i det her band, det har været at der har været vildt mange ideer hele tiden. Det har været sådan en motor, der bare har kørt, og kørt, og kørt. Så succeskriteriet har flyttet sig hele tiden. Der har været successer hele vejen. Det er vigtigt man ser det som en proces.

Det er ved at være tid til at runde af, men jeg er nysgerrig omkring samarbejdet med produceren Paul Schroeder, så jeg spørger:

Talk Talk, Stone Roses, The Verve og nu Didium

Hvad kan Paul, hvad har han bidraget med?

Sebastian: - Han hiver en masse god erfaring ind fra det han tidligere har lavet. Nu må det så vise sig hvordan det går. Han har en eller anden ide om hvordan engelsk musik bliver modtaget, han har jo lavet Talk Talk og Stone Roses.

Andreas: - Og The Verve. Vi har brugt rigtigt meget tid med Paul sidste sommer. Vi har haft ham med ude i øveren, hvor han har været med til at arrangere og producere. Det har vi sgu brugt meget tid på.

Sebastian: - Han har i produktionen fået skåret det mere ind til benet, og lavet en skidegod lyd.

Andreas: - Og nogle virkelig gode miks. Og han er skøn at arbejde med, en virkelig fantastisk producer at have med. Skidesød.

Hvor meget sælger den nye plade?

Andreas: - Det vil vise sig. Nu er det jo downloading der er det store marked. Pladeselskabet har købt nogle ret store promotionpakker, så vi håber det kommer til at generere en masse digitalt salg.

Så skal I have nogle gode singler.

Andreas: - Det har vi også.
- www.gaffa.dk