Euzen

Mit EUZEN kehrt eine Band auf die Bildfläche zurück, der mit ihrem brillanten Debut „Eudaimonia“ vor zwei Jahren ein wahrer Geniestreich gelungen ist. Dementsprechend hoch liegt die Messlatte nun für das „Sequel“, auf dem - ganz dem Titel folgend - das fortgesetzt wird, was die Band mit ihrer ersten Scheibe begonnen hat. Den Hörer erwartet Musik, in der eine Vielzahl unterschiedlicher Einflüsse verarbeitet wurden. Man könnte die experimentelle Mischung, falls man überhaupt das Unterfangen wagt, ein Genre abzustecken, als elektronischen Gothic-Folk-Pop bezeichnen.

Wunderschöne Klavierparts wechseln mit Keyboardpassagen, stark kommen Synthesizer und Theremin zum Einsatz, verstärken den progressiven Charakter der Stücke und verleihen der Musik stellenweise einen abgehobenen wirkenden Touch. Die klassischen Taktstrukturen sind aufgebrochen und machen einer teils eigenwillige Rhythmik Platz, die neben den elektronischen Beats mal von Schlagzeug und mal von Percussion getragen wird.

Der Einsatz unterschiedlicher Saiteninstrumente erweitert das Klangspektrum und gibt den Stücken jeweils eine eigene Note: Harald Juul spielt ebenso klassischen Gitarre wie auch Mandoline, Bouzouki, Banjo oder das klassische chinesische Guzheng, zusätzlich wartet sein Sohn Christopher noch mit dem Dulcimer, eine amerikanische Variante der Bordunzither, auf. Dabei ist die gesamte Musik stets perfekt auf die variationsreiche Stimme von Maria Franz zugeschnitten, bei deren Gesang verstärkt mit einer Loop-Station experimentiert wird.

Die Band aus Kopenhagen präsentiert eine Mischung aus musikalischer Zukunftsvision und einfühlsamer Reflexion der Welt. Sie spinnen aus den Fäden ihrer Musik ein filigranes Netz, mit dem sie den Hörer in ihrer eigenen Phantasiewelt gefangen nehmen. Abgesehen von „Vilje“ haben die Lieder durchgehend englische Texte, in denen weniger Handlung, als vielmehr eine Stimmung transportiert wird. Es entsteht zwar eine Ahnung vom Subjekt, doch bleibt viel Interpretationsspielraum. Expliziter wird es in „Judged by“, das davon erzählt, dass das wahre Wesen von Menschen oft verkannt wird indem nach dem Äußeren geurteilt wird oder in „Glitch“, das von der Suche nach der wahren Heimat berichtet.

„Sequel“ wurde nahezu komplett im hauseigenen Lava Studio von Christopher Juul aufgenommen und gemischt – und das hat der Scheibe keineswegs geschadet: Der glasklare Sound überzeugt vom ersten bis zum letzten Ton. Die Musik ist verpackt in einem großartigen, surrealen Artwork, das das stimmige Gesamtbild komplettiert; die Bilder dafür stammen vom dänischen Photographen Morten Rygaard.

Fazit: Das neue Album ist etwas poppiger und leichter zugänglich als das Erstlingswerk der Dänen und büßt dadurch etwas an Charakter ein. Trotzdem ist es eine großartige CD, an der man auch nach mehrmaligem Hören immer noch neue Details entdecken kann – definitiv eine Scheibe für die Dauerrotation!

Anspieltipps:
Judged By
You’re on
Vilje - Westpark Music, VME

Mit EUZEN kehrt eine Band auf die Bildfläche zurück, der mit ihrem brillanten Debut „Eudaimonia“ vor zwei Jahren ein wahrer Geniestreich gelungen ist. Dementsprechend hoch liegt die Messlatte nun für das „Sequel“, auf dem - ganz dem Titel folgend - das fortgesetzt wird, was die Band mit ihrer ersten Scheibe begonnen hat. Den Hörer erwartet Musik, in der eine Vielzahl unterschiedlicher Einflüsse verarbeitet wurden. Man könnte die experimentelle Mischung, falls man überhaupt das Unterfangen wagt, ein Genre abzustecken, als elektronischen Gothic-Folk-Pop bezeichnen.

Wunderschöne Klavierparts wechseln mit Keyboardpassagen, stark kommen Synthesizer und Theremin zum Einsatz, verstärken den progressiven Charakter der Stücke und verleihen der Musik stellenweise einen abgehobenen wirkenden Touch. Die klassischen Taktstrukturen sind aufgebrochen und machen einer teils eigenwillige Rhythmik Platz, die neben den elektronischen Beats mal von Schlagzeug und mal von Percussion getragen wird.

Der Einsatz unterschiedlicher Saiteninstrumente erweitert das Klangspektrum und gibt den Stücken jeweils eine eigene Note: Harald Juul spielt ebenso klassischen Gitarre wie auch Mandoline, Bouzouki, Banjo oder das klassische chinesische Guzheng, zusätzlich wartet sein Sohn Christopher noch mit dem Dulcimer, eine amerikanische Variante der Bordunzither, auf. Dabei ist die gesamte Musik stets perfekt auf die variationsreiche Stimme von Maria Franz zugeschnitten, bei deren Gesang verstärkt mit einer Loop-Station experimentiert wird.

Die Band aus Kopenhagen präsentiert eine Mischung aus musikalischer Zukunftsvision und einfühlsamer Reflexion der Welt. Sie spinnen aus den Fäden ihrer Musik ein filigranes Netz, mit dem sie den Hörer in ihrer eigenen Phantasiewelt gefangen nehmen. Abgesehen von „Vilje“ haben die Lieder durchgehend englische Texte, in denen weniger Handlung, als vielmehr eine Stimmung transportiert wird. Es entsteht zwar eine Ahnung vom Subjekt, doch bleibt viel Interpretationsspielraum. Expliziter wird es in „Judged by“, das davon erzählt, dass das wahre Wesen von Menschen oft verkannt wird indem nach dem Äußeren geurteilt wird oder in „Glitch“, das von der Suche nach der wahren Heimat berichtet.

„Sequel“ wurde nahezu komplett im hauseigenen Lava Studio von Christopher Juul aufgenommen und gemischt – und das hat der Scheibe keineswegs geschadet: Der glasklare Sound überzeugt vom ersten bis zum letzten Ton. Die Musik ist verpackt in einem großartigen, surrealen Artwork, das das stimmige Gesamtbild komplettiert; die Bilder dafür stammen vom dänischen Photographen Morten Rygaard.

Fazit: Das neue Album ist etwas poppiger und leichter zugänglich als das Erstlingswerk der Dänen und büßt dadurch etwas an Charakter ein. Trotzdem ist es eine großartige CD, an der man auch nach mehrmaligem Hören immer noch neue Details entdecken kann – definitiv eine Scheibe für die Dauerrotation!

Anspieltipps:
Judged By
You’re on
Vilje - Westpark Music, VME

CD: Euzen: "Eudaimonia"
28.05.09. Af Søren Jensen Lund


Stærkt folktronisk udspil fra Valravns Christopher Juul og Maria Franz.

Christopher Juul er til daglig maskinpasser og producer i Valravn. Maria Franz er efterhånden også en fast bestanddel af Valravns live-setup, hvor hun på fremragende vis supplerer Anna Katrin Egilstrøds stemme og karisma.??Med Euzen har de to slået sig sammen om at lave mere rendyrket electronica, dog understøttet af masser af "rigtige" instrumenter. ??Stilen favner bredt. Der er helt klart spor tilbage til ur-triphoppen, som den lød i starten af halvfemserne, leveret af blandt andre Massive Attack og Portishead. Men hvor den tidlige triphop var præget af enkelthed, bygger Euzen masser af lag på og præsterer en stor lyd, som man kan gå på opdagelse i. De mange lydindtryk kan dog indimellem tage pusten fra lytteren, og det er da helt klart også de mere simple numre og passager der virker allerbedst.??Selvom Euzen på mange måder ligger langt fra Valravn, er duoen et særdeles godt bud på den nye nordiske folktronica. De besidder Múms sans for melankoli, og ikke mindst det fremtrædende klaver i mange af numrene understøtter denne. ??Den danske electronica-scene står overfor et verdensgennembrud. Måske fordi den er eksperimenterende og legende, og samtidig besidder en ukrukkethed og humor. Det er også tilfældet med Euzen. Det bliver aldrig for klogt og for fortænkt, men legen med beats og samples understøtter en forfinet melodiøs ynde, som skaber en god balance, og som gør, at ikke-hardcore-electronica-dyrkere, som jeg selv, kan være med. Vokalen og de rigtige instrumenter er interegreret i det elektroniske, hvor man desværre alt for tit oplever at vokalen bare er proppet ovenpå. ??
Euzen: "Eudaimonia"?Gateway (2009)
- Rootszone-Søren Jensen Lund

CD: Euzen: "Eudaimonia"
28.05.09. Af Søren Jensen Lund


Stærkt folktronisk udspil fra Valravns Christopher Juul og Maria Franz.

Christopher Juul er til daglig maskinpasser og producer i Valravn. Maria Franz er efterhånden også en fast bestanddel af Valravns live-setup, hvor hun på fremragende vis supplerer Anna Katrin Egilstrøds stemme og karisma.??Med Euzen har de to slået sig sammen om at lave mere rendyrket electronica, dog understøttet af masser af "rigtige" instrumenter. ??Stilen favner bredt. Der er helt klart spor tilbage til ur-triphoppen, som den lød i starten af halvfemserne, leveret af blandt andre Massive Attack og Portishead. Men hvor den tidlige triphop var præget af enkelthed, bygger Euzen masser af lag på og præsterer en stor lyd, som man kan gå på opdagelse i. De mange lydindtryk kan dog indimellem tage pusten fra lytteren, og det er da helt klart også de mere simple numre og passager der virker allerbedst.??Selvom Euzen på mange måder ligger langt fra Valravn, er duoen et særdeles godt bud på den nye nordiske folktronica. De besidder Múms sans for melankoli, og ikke mindst det fremtrædende klaver i mange af numrene understøtter denne. ??Den danske electronica-scene står overfor et verdensgennembrud. Måske fordi den er eksperimenterende og legende, og samtidig besidder en ukrukkethed og humor. Det er også tilfældet med Euzen. Det bliver aldrig for klogt og for fortænkt, men legen med beats og samples understøtter en forfinet melodiøs ynde, som skaber en god balance, og som gør, at ikke-hardcore-electronica-dyrkere, som jeg selv, kan være med. Vokalen og de rigtige instrumenter er interegreret i det elektroniske, hvor man desværre alt for tit oplever at vokalen bare er proppet ovenpå. ??
Euzen: "Eudaimonia"?Gateway (2009)
- Rootszone-Søren Jensen Lund

Det er fantastisk at gå på opdagelse i Euzen’s musikalske eventyr-verden på Eudaimonia, derer bandets første udspil. Cd’en rummer et hav af både ”håndspillede” og programmerede lagpå et velfungerende elektronisk fundament. Her er stof til mange indre svæveture og detaljerigdommen gør aldrig lytningen langtrukken. Sangerinden Maria Franz’ indtagendestemme tager lytteren sikkert i hånden i eunivers, der både er komplekst og skrøbeligt. Euzen blander fint fortid og fremtid – der hentes både inspiration fra science fiction og nordisk folketradition.

- Maz
- Musikken-Maz

Det er fantastisk at gå på opdagelse i Euzen’s musikalske eventyr-verden på Eudaimonia, derer bandets første udspil. Cd’en rummer et hav af både ”håndspillede” og programmerede lagpå et velfungerende elektronisk fundament. Her er stof til mange indre svæveture og detaljerigdommen gør aldrig lytningen langtrukken. Sangerinden Maria Franz’ indtagendestemme tager lytteren sikkert i hånden i eunivers, der både er komplekst og skrøbeligt. Euzen blander fint fortid og fremtid – der hentes både inspiration fra science fiction og nordisk folketradition.

- Maz
- Musikken-Maz

EUZEN?EUDAIMONIA
CD, udkom lørdag d. 06-06-2009 på Gateway Music

Anmeldt af ERIK BARKMAN


GAFFAs anmeldelse: 4 stjerner

Ambitiøs og arty goth-pop fra debuterende københavnsk kvartet
Den danske pladebranche er måske nok i krise – vingeskudt af nye forbrugsmønstre og dystre konjunkturer – men den danske musik har det godt. Anderledes kan konklusionen ikke blive, når cd’er som Eudaimonia dumper ind ad brevsprækken. Uden udsigt til profitable pladekontrakter og udsolgte spillesteder har københavnske Euzen skabt en flyvefærdig debut med høje ambitioner og stilsikker tæft. Med sigtekornet rettet mod et punkt mellem Siouxsie & The Banshees, Björk og 3rd And The Mortal – og med tilstrækkeligt talent og mod til at forløse deres arty goth-pop. Det kræver en svaghed for genren at goutere Eudaimonia, for albummet rummer ikke de fængende og favnende sange, der kunne overbevise skeptikerne. Euzen er mindst lige så optagede af skæve breaks, symfonisk patos og episke sangstrukturer som af stærke melodier. Men kan du abstrahere fra den let parfurmerede og villet-excentriske tone, der hører genren til, er Euzens debut absolut et lyt værd.
- Gaffa-Erik Barkman

EUZEN?EUDAIMONIA
CD, udkom lørdag d. 06-06-2009 på Gateway Music

Anmeldt af ERIK BARKMAN


GAFFAs anmeldelse: 4 stjerner

Ambitiøs og arty goth-pop fra debuterende københavnsk kvartet
Den danske pladebranche er måske nok i krise – vingeskudt af nye forbrugsmønstre og dystre konjunkturer – men den danske musik har det godt. Anderledes kan konklusionen ikke blive, når cd’er som Eudaimonia dumper ind ad brevsprækken. Uden udsigt til profitable pladekontrakter og udsolgte spillesteder har københavnske Euzen skabt en flyvefærdig debut med høje ambitioner og stilsikker tæft. Med sigtekornet rettet mod et punkt mellem Siouxsie & The Banshees, Björk og 3rd And The Mortal – og med tilstrækkeligt talent og mod til at forløse deres arty goth-pop. Det kræver en svaghed for genren at goutere Eudaimonia, for albummet rummer ikke de fængende og favnende sange, der kunne overbevise skeptikerne. Euzen er mindst lige så optagede af skæve breaks, symfonisk patos og episke sangstrukturer som af stærke melodier. Men kan du abstrahere fra den let parfurmerede og villet-excentriske tone, der hører genren til, er Euzens debut absolut et lyt værd.
- Gaffa-Erik Barkman

EUZEN
Eudaimonia
(cd, Gateway, 2009)
Euzens debut er slet ikke let, hverken at danse med eller til; Eudaimonia er med andre ord en udfordring, men alt kommer jo som bekendt til den, som lytter (og lytter igen) tålmodigt. Således også her.
Bag navnet Euzen finder man primært Valravns danske og elektroniske troldmand, Christopher Juul, og den norske sangfugl Maria Franz, som også ofte har gæstet og gæster nævnte danske neo-folk-institution; alle kompositioner tilskrives i hvert fald dem, men man gætter forkert, hvis man tror, at de med dette tiltag blot fortsætter ud af den tangent, som Valravn anslår.
Euzens fundament er anderledes nutidigt.
Pladen åbner på pralende vis med nummeret ”More From More”, og med den sang er et helt imponerende niveau lagt. Det er et niveau, som stort set bliver holdt albummet igennem, men samtidig også et niveau, der kræver sin del af lytteren i form af ubrudt nærvær. Invester et intenst engagement, påholdende læsen og lytten, og indsatsen bliver betalt tifold tilbage.
Det er en gammel sandhed, at man må yde for at nyde.
Forduftet er nemlig den umiddelbare kontakt, jeg personligt oplevede under Euzens drømmedebutkoncert i Amager Bio – læs reportagen Ind i Elektronikken – hvor også Maria Franz’ mildest talt billedskønne fremtoning kan have spillet ind i min fascination. Forduftet er ligeledes den umiddelbare berøring med mit eget musikalske udgangspunkt, den tunge metal, som Jon Polds imponerende tunge instrument (bassen forstås), Harald Juuls sprælske, særdeles elektriske guitar og Kristian Uhres bastante trommespil i høj grad sørgede for.
Det var tungt, men meget levende.
Men på Eudaimonia er alting naturligvis mere kontrolleret, lagdelt, men undertrykt. Det giver en fantastisk detaljerigdom i de lydbølger, som vælter ud af højttaleren, men til gengæld oplever man sjældent, at et instrument træder frem eller står alene. Det er også okay; forskellen mellem scene og studie må for mig da gerne skæres ud i pap.
Her er alting bare meget mere elektronisk og kræver tålmodighed før det åbner sig, synes jeg.
Euzen skaber på mange måder et musikalsk kalejdoskop, hvor man får et nyt billede, hver gang man ryster og igen holder instrumentet op mod ørerne. De fleste forekommer skarpt afbalancerede, rummer disharmonien i harmonien, hvilket samtidig gør sporene uforudsigelige … selv, når det er syvogtyvende gang, pladen roterer gennem luften.
Det hele forekommer forbavsende friskt, måske helt nyt, når Eudaimonia får en ny tur i maskinen.
Der er de sange, som ligger helt op ad pop/rocksangens sædvanlige struktur; musikalsk meget ligefremme, melodiske og lyrisk næsten følger den gode, gamle vers/vers/omkvæd/vers-rundgang, men flertallet er bestemt de, som enten er så langt væk, man kan tænke sig, eller befinder sig et eller andet sted på vejen væk derfra. Selvsagt pulserende rytmisk, men ingen gennemgående melodi, og den underskønne Franz bærende en eventuel melodisk stump, hvis en sådan nu måtte være tilbage.
Netop Maria Franz finder jeg helt ud over det sædvanlige. Tag bare et herligt nummer som ”Dwelling”, hvor hun ubesværet tager turen fra lillepige til smuk sopran og tilbage igen. På Eudaimonia klarer hun langt det meste selv og viser imponerende følsomhed og styrke. Kun på ”Mind Monster” får hun hjælp af Anna Katrin Egilsrød (fra Valravn), men det er ærligt talt lidt svært at høre, hvorfor det skulle være nødvendigt. Jeg antager just for the fun of it, og det er da heller ikke kedeligt.
Men Maria Franz selvantænder sgu’ på erklæringen ”Genklang”, hvor hun på sit charmerende norsk-danske synger sig lige ind i hjertekulen på denne anmelder: Flerstemmigt med sig selv, kun tilsat et smukt klaver plus lidt understregende perkussion. Det er gåsehudsfremkaldende forrygende som klaveret og stemmen smyger sig op ad hinanden … fuld af patos, uden at blive til grin eller for meget.
Nu hun er derinde, slipper hun ikke så let ud igen.
Men jeg kunne blive ved. På bundlinjen står det dog helt fast, at Euzens debut slet ikke er let, hverken at danse med eller til. Den ikke er en fejende flot og enkel. Eller: Det er den, men ikke kun. For samtidig peger den uafladeligt i alle de retninger, den kan komme af sted med. Det gør den på mange måder også til en plade, som kræver lytteren. Eudaimonia er med andre ord en udfordring, men alt kommer jo som bekendt til den, som lytter tålmodigt. Således også her.
Lars Mikael Døring, 18. sep

Yderligere information
www.myspace.com/euzen
- Geiger-Lars Mikael Døring

EUZEN
Eudaimonia
(cd, Gateway, 2009)
Euzens debut er slet ikke let, hverken at danse med eller til; Eudaimonia er med andre ord en udfordring, men alt kommer jo som bekendt til den, som lytter (og lytter igen) tålmodigt. Således også her.
Bag navnet Euzen finder man primært Valravns danske og elektroniske troldmand, Christopher Juul, og den norske sangfugl Maria Franz, som også ofte har gæstet og gæster nævnte danske neo-folk-institution; alle kompositioner tilskrives i hvert fald dem, men man gætter forkert, hvis man tror, at de med dette tiltag blot fortsætter ud af den tangent, som Valravn anslår.
Euzens fundament er anderledes nutidigt.
Pladen åbner på pralende vis med nummeret ”More From More”, og med den sang er et helt imponerende niveau lagt. Det er et niveau, som stort set bliver holdt albummet igennem, men samtidig også et niveau, der kræver sin del af lytteren i form af ubrudt nærvær. Invester et intenst engagement, påholdende læsen og lytten, og indsatsen bliver betalt tifold tilbage.
Det er en gammel sandhed, at man må yde for at nyde.
Forduftet er nemlig den umiddelbare kontakt, jeg personligt oplevede under Euzens drømmedebutkoncert i Amager Bio – læs reportagen Ind i Elektronikken – hvor også Maria Franz’ mildest talt billedskønne fremtoning kan have spillet ind i min fascination. Forduftet er ligeledes den umiddelbare berøring med mit eget musikalske udgangspunkt, den tunge metal, som Jon Polds imponerende tunge instrument (bassen forstås), Harald Juuls sprælske, særdeles elektriske guitar og Kristian Uhres bastante trommespil i høj grad sørgede for.
Det var tungt, men meget levende.
Men på Eudaimonia er alting naturligvis mere kontrolleret, lagdelt, men undertrykt. Det giver en fantastisk detaljerigdom i de lydbølger, som vælter ud af højttaleren, men til gengæld oplever man sjældent, at et instrument træder frem eller står alene. Det er også okay; forskellen mellem scene og studie må for mig da gerne skæres ud i pap.
Her er alting bare meget mere elektronisk og kræver tålmodighed før det åbner sig, synes jeg.
Euzen skaber på mange måder et musikalsk kalejdoskop, hvor man får et nyt billede, hver gang man ryster og igen holder instrumentet op mod ørerne. De fleste forekommer skarpt afbalancerede, rummer disharmonien i harmonien, hvilket samtidig gør sporene uforudsigelige … selv, når det er syvogtyvende gang, pladen roterer gennem luften.
Det hele forekommer forbavsende friskt, måske helt nyt, når Eudaimonia får en ny tur i maskinen.
Der er de sange, som ligger helt op ad pop/rocksangens sædvanlige struktur; musikalsk meget ligefremme, melodiske og lyrisk næsten følger den gode, gamle vers/vers/omkvæd/vers-rundgang, men flertallet er bestemt de, som enten er så langt væk, man kan tænke sig, eller befinder sig et eller andet sted på vejen væk derfra. Selvsagt pulserende rytmisk, men ingen gennemgående melodi, og den underskønne Franz bærende en eventuel melodisk stump, hvis en sådan nu måtte være tilbage.
Netop Maria Franz finder jeg helt ud over det sædvanlige. Tag bare et herligt nummer som ”Dwelling”, hvor hun ubesværet tager turen fra lillepige til smuk sopran og tilbage igen. På Eudaimonia klarer hun langt det meste selv og viser imponerende følsomhed og styrke. Kun på ”Mind Monster” får hun hjælp af Anna Katrin Egilsrød (fra Valravn), men det er ærligt talt lidt svært at høre, hvorfor det skulle være nødvendigt. Jeg antager just for the fun of it, og det er da heller ikke kedeligt.
Men Maria Franz selvantænder sgu’ på erklæringen ”Genklang”, hvor hun på sit charmerende norsk-danske synger sig lige ind i hjertekulen på denne anmelder: Flerstemmigt med sig selv, kun tilsat et smukt klaver plus lidt understregende perkussion. Det er gåsehudsfremkaldende forrygende som klaveret og stemmen smyger sig op ad hinanden … fuld af patos, uden at blive til grin eller for meget.
Nu hun er derinde, slipper hun ikke så let ud igen.
Men jeg kunne blive ved. På bundlinjen står det dog helt fast, at Euzens debut slet ikke er let, hverken at danse med eller til. Den ikke er en fejende flot og enkel. Eller: Det er den, men ikke kun. For samtidig peger den uafladeligt i alle de retninger, den kan komme af sted med. Det gør den på mange måder også til en plade, som kræver lytteren. Eudaimonia er med andre ord en udfordring, men alt kommer jo som bekendt til den, som lytter tålmodigt. Således også her.
Lars Mikael Døring, 18. sep

Yderligere information
www.myspace.com/euzen
- Geiger-Lars Mikael Døring