Halph

”One guitar, a bass and a drummer, that’s really all it takes,” sang en ung Tim Christensen i Dizzy Mizz Lizzy tilbage i 1994. Den danske duo Halph skærer endnu mere ind til benet på debutskiven Answering Machines ved kun at benytte sig af guitar og trommer (med undtagelse af en smule pianospil hist og her). Den tidligere bassist i Pluto og Wynona, Thomas Nygaard, har nemlig kastet sig over sang og guitar og står sammen med jazztrommeslageren Karsten Bagge (som bl.a. har arbejdet sammen med Jesper Thilo, Bob Rockwell og Thomas Fryland) for den første udgivelse fra det nye danske pladeselskab Ponyrec. Fraværet af bas på pladen kan virke en anelse dogmeagtigt – men det tilkendegives umiddelbart fra starten, at her hersker en speciel og særpræget stemning. Albumåbneren Bad Wiring er en skiftevis støjende og mørkt ulmende, vred sag. Nygaards vokal slæber sig af sted inden forløsningen til sidst i nummeret, hvor vreden vrides højlydt ud: ”I’ve had enough of your bad wiring / I’ve had enough of your empty pictures.” Så er foretagendet ligesom losset i gang. Den sorte gryde med en tyk masse af mørk melankoli holdes fortsat over ilden i den efterfølgende Back Again. Denne gang småbobler indholdet dog lidt monotont af sted med linjer som ”There is always an empty glass / And a hope that your life will pass,” søsat med langstrakt og sløv vokal af Nygaard. Afslutningsvist får den kantede guitar og de rastløse trommer dog for alvor gryden i kog på fornem vis. Calm skiller sig ud ved at minde om en traditionel melodisk rocksang. Der åbnes med et simpelt og mørkt guitarriff og med reserveret og cool Thurston Moore-lignende vokal synger Nygaard: ”I’m still calmer than you are, yeah!.” Den efterfølgende No Fear skiller sig dog endnu mere ud med sin afdæmpede guitar og trommer samt sarte og stemningsfulde pianoklange, mens der blidt synges: ”Have no fear / ’Cause I’m here with you, my precious dear / And I’ll always be right here.” En enkel og fin kærlighedshymne som ender med at fremstå specielt god, idet den skiller sig så markant ud fra den mørke og ulmende stemning, der ellers dominerer albummet. Nummeret fungerer på den baggrund som et enligt varmt solstrejf fra en himmel, der ellers er fyldt med dunkle, blåsorte tordenskyer. Uvejret vender dog tilbage med fornyet styrke i Backdoor, som er rastløs og mørk, og som handler om en kæreste, der skrider sin vej: ”And she will be gone / Gone without a trace.” Grundene til at parforholdet røg i vasken udpensles: ”You wanna know why she left? / It’s because you couldn’t get off your big fat ass / And you settled down too soon / And you got caught up in everything is all right / And you gave up the fight / And let life run you down / And now she is leaving the way she came in / She is all curled up on the floor / And before you know it / She’ll be out your backdoor,” som det lyder insisterende og olmt fra Nygaard, inden en velsignet støj at krasse guitarfigurer og heftige trommer sætter ind som lyn og torden, der flænser nattehimlen og sætter punktum for dét forhold. Bagges livligt varierede trommespil og Nygaards grumsede og krasse guitarfigurer supplerer hinanden sublimt og skaber skæve og anderledes lydlandskaber i en verden, hvor vejrudsigten konstant står på vekslende skydække med stor sandsynlighed for lyn og torden. Answering Machines er en fremragende debutskive!
- Undertoner - (5 of 6 stars)

Halph est un groupe danois. La chose n’est pas si courante et mérite d’être précisée en introduction. Ensuite, Halph est un duo qui sort son second opus après l’étonnant Answering Machines de 2005, qui avait marqué votre serviteur par son style krautrock totalement assumé et, au final, captivant. Duo, donc, composé d’un guitariste-chanteur, Thomas Nygaard, et d’un batteur de jazz, Karsten Bagge. En 2006, le choses changent pour notre formation qui prend le parti du vibrant et de l’émouvant. En effet, certains morceaux de ce nouvel opus, Ode To You, sont beaucoup plus doux que les compositions du disque précédent. Doux ou dur, tout dépend des titres. Enfin, au total, l’impression restante est que Halph a mué, pour trouver un style, qui, loin de nier son passé rauque et un brin métallique, touche plus l’auditeur, est plus fort, plus pertinent, meilleur. Parfois, le duo surprend son monde en proposant des titres à la limite de l’agressif et du style metal, basés sur des riffs puissants (Weight, ou le dernier morceau de l’album, Solitary, dont nous reparlerons). La voix de Nygaard surplombe alors le tout, d’une puissance et d’une émotion que l’on ne pensait pas possible à l’écoute d’Answering Machines. Et puis, il y a le titre éponyme qui flirte avec le The End de The Doors, proposant une longue complainte du chanteur posée sur des notes de guitare lancinantes et presque malsaines. Le calme avant la tempête. Comme c’est bon. Cependant, le coup de cœur du disque sera son ultime morceau, Solitary, déjà mentionné et dont la densité reste impeccable. Un début sur des arpèges envoûtants, une voix caverneuse qui vient donner des frissons, des paroles répétitives autour, bien sûr, du thème de la solitude et puis un emballement final stupéfiant, une montée en puissance exaltante où l’auditeur le plus endurci ne peut que ressentir quelque chose au fond de lui face à ces cordes torturées autant instrumentales que vocales. Le morceau se termine par un chant proche du hurlement, l’expression d’une souffrance atroce, renforcée par des ultimes distorsions guitaristiques. Halph nous surprend avec son deuxième album. Et tant mieux, on sent le groupe capable de nouvelles péripéties fascinantes. Ah sinon, que les amateurs du « vieux » Halph ne s’inquiètent pas trop, ils trouveront dans l’introduction de l’album avec le titre Life Part II, une réminiscence du passé musical du groupe. Mais bon, la tête semble déjà tournée vers ailleurs. Et puis, comme je n’ai pas souvent l’occasion de le dire ici, vive le Danemark !
- B Side Rock - (4 of 5 stars)

I samme retning, men med sporskifte. Ode to You hedder det nye album. Forsiden prydes af Halphs to medlemmer: den tidligere bassist i Pluto og Wynona Thomas Nygaard og den velrennomerede jazztrommeslager Karsten Bagge. Det er sort/hvidt og stemningsfyldt. Og mødet med tonerne, der er at finde på den Cd, som coveret gemmer, giver samme oplevelse: hårde konstraster møder stemningsfulde voice-overs. Første udgivelse fra makkerparret Answering Machines kom i 2004 og blev vel modtaget, men fik aldrig det store folkelige gennembrud. Til det er Halphs univers nok for lukket og eksperimenterende. For mig at se rammer Halph den fine linje mellem poesi og musik og kunst, hvor der måske ikke er meget publikum, men hvor musikken til gengæld lever og udvikler sig og mærkes. 

Og ”Ode to You” mærkes. Så kort kan det siges. Den er mere sammenhængende end debuten, udtrykket mere rundt. Der er ni numre, som bevæger sig nærmest overgangsløst ind og ud af ens sind, mens sekvenser af ord hænger fast. ”The torture baby / You and I / … / I leave you / I leave you crying / You leave yourself / When you go to a dark room / That hides you”, lyder det på ”Nightlife” (track 4), hvor historien langsomt udfolder sig i et drømmende univers, mens musikken i øjeblikke brydes af desperation: ”There’s no talking to you”. Et direkte fremragende nummer. 

Musikalsk er lydbilledet yderst enkelt, hvilket skaber stor fokus på Nygaards vokal. Det mærkes blandt andet ved, at Ode to You lyrisk hurtigt sætter sig fast indeni én. Det enkle er fascinerende – eksempelvis ”Have Fun Dying” (track 6). Det handler om at nyde livet: ”When you’re out there / have fun dying” – det minder lidt om det berømte momento mori – husk, du skal dø, for netop at leve. Her suppleres musikken af fløjt, ubekymret og dog dybt og intenst.

Et af albummets nok bedste tracks er ”Shaded” (track 8), hvor der kommer en lidt mere energisk stemning. Tonerne forvrænges, hvilket klæder Halph, mens Nygaards stemme rammer P. J. Harveys udtryk – og så pludselig det Nygaardske, da trommerne er det eneste, der akkompagnerer ham mod slutningen. Klart anbefalelsesværdigt.

Stemningen er overordnet melankolsk brudt af de enkelte fløjt og guitaren, der godt kan gå amok. Halps første album var også på den melankolske side – det samme var store dele af Wynonas musikalske univers. Og der er da heller ikke noget galt med det melankolske, når det blot holdes på det niveau, som Halph her formår – men med fare for, at det på et tidspunkt bliver for kedsommeligt og trægt at trækkes med.

En sidste kommentar skal gå på det samarbejde, som duoen på det nye album har indledt med den amerikanske producer Mario McNulty, som blandt andet har samarbejdet med David Bowie og Manic Street Preechers, samt mere nationalt med Kashmir og Raveonettes. Måske McNulty er skyld i det mere sammenhængende udtryk, måske der blot er kommet mere modenhed over duoen? Èn ting er tydelig – det nye album har større potentiale end det første, og er det ikke også den vej, man skal gå som musiker. Mod det større, det ukendte og det mere fuldendte.
- Diskant - (6 of 10 stars)

Die Liebe kann eine Qual sein. Wer davon erzählen will, der tut es nachts. Wenn die Dunkelheit den perfekten Hintergrund für wüste Verzweiflungsanfälle und hoffnungsloses Aufbegehren schafft. Es sind Geschichten für desillusionierte Erwachsene, die Sänger und Komponist Thomas Nygaard und der renommiere Jazzdrummer Karsten Bagge unter dem Namen Halph auf ihren Debütalbum »ODE TO YOU« beschwören; Geschichten von grausamen und zärtlichen Erfahrungen. Das ist unbequemer Postrock für Fortgeschrittene. Die Gitarre entwickelt auf ihrer wütenden Sinnsuche eine Sogwirkung, die an die Schmerzgrenze geht – nicht nur an den Rückkopplungs-Effekten liegt.

Lou Reeds Lässigkeit, Johnny Cashs Pessimusmus, Jim Morrisons kathartische Verzweiflungsanfälle, Tom Waits Sinn für Lakonisches und die Verfremdungsverliebtheit der 80er-Jahre-Heroen Flash And The Pan – sie können als zitierfähige Anstifter gelten. Aber Halph entwickeln ihre eigene Intensität. Eine, die Angst macht. Die fordert. Die niemals im Supermarkt als Hintergrundmusik gespielt werden wird. Viel zu sperrig. Um so besser!
- Nordisches Musik (5 of 6 stars)

Dans le nord, il y’a plusieurs choses…, de la neige, de la glace, une production « cinématographique » très spécifique, une pépinière musicale qui ne cesse de nous éblouir et il y’a Halph (non, rien à voir avec l’extra terrestre poilu qui aime manger nos amis les chats). 
Halph, disais je, est un duo rock composé de Thomas Nygaard et d’un célèbre batteur de jazz Karsten Barge,qui nous viens du froid, du Danemark plus précisément.
‘Ode To You’ leur deuxième album, est un disque complexe qui se veut intuitif.
En effet, enregistré en 5 jours, le duo fait ici le pari d’un disque condensé en énergie créatrice et en pérennité de l’instant. Halph c’est presque post rock, des morceaux très construits qui s’articulent autour de rythmes étudiés au millimètre (Bagge, n’est pas batteur de jazz pour rien).
La surprise ici, c’est que nos deux danois arrivent à être beaucoup plus rock, rappelant en cela des compositions à la Sonic Youth, le titre ‘Weight’ serait passé comme une lettre à la poste au sein d’une mouvance « grunge » des 90’s.
Le morceau qui titre l’album est plus dans les habitudes du groupe, un chant entre le parlé et le chanté « crooner », quelque part entre Morissey et Nick Cave… Halph se veut rock, mais reste tout de même dans une tradition que je qualifierait presque de « free jazz » expérimental, minimaliste et chanté. Des morceaux assez longs peuplés d’ambiances et de sonorités feutrées et parfois glacées. C’est un concentré de rage étouffée qui s’évacue dans des passages saturés et puissants, à la manière de ‘Nightlife’ et de ‘Vain’ petites perles alternatives. Un torrent de larsens torturés comme dans un dernier râle avec ‘Solitary’, titre presque apocalyptique qui vient tirer une révérence dans un méandre bruyant, entêtant et sonique. La musique de Halph est sans nul doute originale, elle se perd quelque part entre le « bush australien » et les fjords du nord…et sonne un peu comme un pessimisme fondateur.
C’est deux là, possèdent une alchimie qui leur est propre, la subtilité du fleuret alliée à la puissance d’un canon.
‘Ode To You’ c’est riche, intense et authentique mais s’adresse à un public averti, faites l’effort de vous laisser porter et vous n’en sortirais pas complètement indemnes.
- Papercuts (3,5 of 5 stars)