Kirsten & Marie

Canada har tvillingestjerner i duoen Tegan and Sara.

Islandske múm havde i sin tidlige besætning en klanglig og visuel attraktion i tvillingerne Gyda og Kristín Anna Valtýsdóttir.

Og nu har Danmark en ny potentiel folkpop-eksportvare i de 20-årige tvillinger Kirsten & Marie fra Viborg.

Det sjove er, at de tre navne har en hel del til fælles: Alternative ambitioner, tilbøjelighed til akavet nørderi – og pludselige udbrud af uventet pop-skønhed af en anden verden.

Kirsten & Maries musik – og deres historie – emmer af en særlig uskyld og naivitet. Men tilsat en drømme-skæv Twin Peaks-atmosfære, hvor tingene vendes effektfuldt på hovedet.

Debutalbummet blev til ved, at de to gymnasieelever med konstruktiv gør-det-selvtægt indtog en tom erhvervslejlighed i det indre Viborg og indspillede der. Rock'n'roll!

Mor kom forbi med aftensmaden. Høj folk-faktor!

På eventyr

Musikken søger tryghed i et bamseblødt hygge-skjul flettet af nydelig akustisk tidløshed og prægtig tostemmig sang. Men der glider tunge skyer ind over eventyr-idyllen i form af ildevarslende stryger-arrangementer og en hang til halvtonetrin-skalaer, som giver udtrykket en eksotisk horisont.

Flere tekstlinjer er også med til at skærpe opmærksomheden. Eksempelvis: »You disguise falsehoods like a scheming fox/You could never be a good/mother I must confess.«

Det er prisværdigt, at pigerne har tyet til lyrik-assistance, hvis de stadig føler sig usikre på dette område, og også her er omstændighederne forførende aparte. Pigerne har fået verbal hjælp fra en amerikansk penneven, Makaila Stierlin, og forældrenes ven, forfatteren Erik Kock.

Big Brother er død

Teksterne tager livtag med poetisk vidtfavnende temaer om kærlighed, religion og eksistens. Men uden de helt uforglemmelige digteriske fuldtræffere, og musik og tekst glider ikke alle steder lige sømløst sammen. Titlens reference til ”Newspeak” står også og flagrer uforklaret. Der er tale om det dæmonisk udtænkte og dekonstruerede lalle-sprog, som magthaverne bruger som røgslør og til at lamme fri tænkning i George Orwells antisocialistiske romangyser ”1984”.

Man fristes til at sige, at det er en ”ugod” reference i et univers, hvor netop den frie kreativitet styrer løjerne. For uanset indvendinger viser Kirsten & Marie en forbløffende vilje til originalitet og vovemod, der udmøntes i musikalsk magi i sange som ”The Moon”, ”Na Na NaNa NaNa NaNa”, ”Running (Revisited)”, ”Before Tonight”, ”Rosa White” og ”Snowflakes from the Sun”. - Jyllandsposten

To år er der gået, siden tvillingerne Kirsten & Marie udgav den særdeles lovende ep Kirsten & Marie, og nu foreligger så omsider de 60'er-inspirerede folkpop-søstres reelle debutalbum, der spækket med sirlig, eftertænksom og bittersød musik et langt stykke hen ad vejen indfrier de høje forventninger, der unægtelig har været til værket.

Det starter fuldstændig fantastisk med åbneren The Moon, som slet og ret besidder international klasse af ypperste kaliber, og som med sine overdådige vokalharmonier, sine kompositionsmæssigt frydefulde twists og sit sofistikeret melodiske format er en tankevækkende trumf af rang. Havde resten af albummet bare tilnærmelsesvist holdt niveau, var vi uden tøven ude i både fem og seks stjerner.

Det gør det ikke, men her er dog bestemt andre storslåede øjeblikke i kraft af særligt den både dystert ulmende, dramatisk indpiskende, mørkt stryger-indsvøbte og vanligt vokal-vidunderlige Before Tonight, den lifligt legesyge og dynamisk klappende Car og den ambitiøst episke Snowflakes From The Sun.

Resten af albummet halter en smule efter de nævnte godbidder og lader således noget tilbage at ønske - indimellem bliver det hele en smule stillestående og uinspireret, men det synes åbenlyst, at tvillingernes kolossale talent med tiden vil folde sig yderligere og mere stabilt ud. Kedeligt bliver det dog aldrig, og med Newspeak understreger Kirsten & Marie atter en gang, at de elskelige hoveder har noget på hjerte og oven i købet forstår at formidle stoffet på en såvel smuk som rørende og indtagende måde - Gaffa

Det er en skarp kontrast at ankomme fra den sporadiske eftermiddagssol, til Atlas' mørke sal, der er oplyst af et dunkelt, rødt skær. Omkring tyve mennesker kan sætte sig til rette ved borde og stole i hvid plastik. De forreste koncertgængere har placeret sig i skrædderstilling foran scenen, og de resterende gæster fylder hurtigt salen op, som det stående bag-ensemble. Scenen er næsten i publikumshøjde og danner den helt perfekte ramme til en koncert som den, vi skal til at opleve.

Jysk ydmyghed

Ind på scenen kommer de to 20-årige tvillinger. "Hej, vi er Kirsten og Marie. Det er Kirsten på guitar," siger Marie og peger på sin søster: "Hun er klar nu".

Åbningssangen "The Moon", der også er første skæring på pigernes debutalbum, der netop er udkommet, er en helt fantastisk sang. Efter et dyk i tasken efter høreværn er lyden også perfekt – uden propper i ørerne kunne lyden godt være lige lovligt høj, og gøre pigernes stemmer en smule skingre, hvilket de jo slet ikke er.

Andet nummer med titlen "Running (Revisited)" er stille, smuk og sjælfyldt. Kirsten og Marie bliver badet i blåt lys, og gør scenariet helt drømmende, med de smukke harmonier i centrum. Gåsehud var her at spotte på denne anmelders arme.

Første koncert med band

Efter berettigede klapsalver tager Marie igen ordet, mens hun skiftevis purrer op i det store, krøllede pandehår, og placerer armene halvt over kors: "Vi har en overraskelse med, det er nemlig vores første koncert med band, så her er de".

Bandet er kompetent, og især kvinden på percussion var en fornøjelse at opleve på scenen, med god indlevelsesevne og helt fantastisk rytmik. Sange som "Venus Descending (Part One)" og "Car" bliver spillet med god energi og fine musikalske overvejelser.

Numre, der starter med fokus på Kirsten og Maries smukke vokaler, og ender ud i et nærmest bombastisk sammenspil med bandet, er klart at foretrække. Her bliver jeg nødt til at fremhæve de to højdepunkter, der netop startede som en stille duo, og endte med en sammensmeltning af instrumenter og harmonier.

Højdepunkterne

"Before Tonight", der bliver præsenteret som "en sang om at kigge på et korrupt styre, uden at kunne gøre noget ved det", er eftermiddagens højdepunkt. Lyrikken er helt sublim og stemmer godt overens med pigernes samlede udtryk – som er man vidne til en protestsang fra 70'erne, sunget af smukke hippier. Det eneste skuffende her var længden, der godt kunne have været det dobbelte.

"Rosa White" er denne eftermiddags sidste nummer, og også en favorit denne eftermiddag. Her er det igen den stille, underspillede start og den storladne afslutning, der rammer noget helt specielt.

Ingen grund til usikkerhed

Umiddelbart er det en del af Kirsten og Maries charme, at de er lidt kejtede, lidt generte og lidt jyske i det. Men det kan til tider spænde en lille smule ben for det kunstneriske udtryk. Deres tekster, der primært er skrevet af en penneveninde i Florida og en 50-årig ven af familien, har intet lillepigeagtigt over sig, og derfor bliver det lidt en omgang dobbeltkonfekt. At Kirsten kan gemme sig bag sin guitar er måske hendes held (og hun må aldrig lægge den guitar, hendes klassiske fingerspil er helt fænomenalt!), men Marie kan komme til at give det indtryk, at hun egentlig ikke har lyst til at stå på scenen – og det mærker man som koncertgænger.

Når det er sagt, så skal de ikke ændre deres skønne personligheder, men bare blive en smule mere hjemmevante på en scene. Det har de heldigvis mange år til at lære, og jeg spår dem en lang og heftig karrierre. Tak for en dejlig eftermiddag på Spot, piger. - Gaffa

Trods forventningspresset for tjep albumopfølgning af deres snart to år gamle debut-ep har viborgensiske Kirsten & Marie klogeligt taget sig deres tid, måske for sammen med produceren og Tambourhinoceros-bagmanden Aske Zidore at perfektionere den knivsægsbalance, deres sarte kammerpop danser elegant langs.

Indsatsen lykkes ikke altid. 'Newspeak's lavpunkter transporterer med højspændt, poseret og skingert drama lytteren til et parallelunivers, hvor Blachmans to mimoser Tandberg og Østenby har sejret sig igennem X-Factor og efterfølgende albumdebuteret, fremfor Janssen-tvillingerne. Måske er det en tillært smag, men med sangenes afsæt i Kirstens nørklede og lyriske fingerspilguitar i baghovedet, ærgres jeg over, at netop den undertiden knægtes og overdøves skammeligt af et overinstrumenteret backingfauna.

'Rosa White' beviser dog med fabelagtige byg-op-og-riv-ned-crescendoer, at den opstyltede modus faktisk også kan fungere for søstrene. Andre gange lyder Kirsten & Marie som efterstræbte de Bamses Billedbog-komponisten Aske Bentzons tomme stol hos DR. Det er ligeledes et tveægget sværd. Den blåøjede og forårskåde førstesingle 'Na Na NaNa NaNa NaNa' opvækker stensikkert legebarnet i selv de mest gravalvorlige typer, mens lukkeren 'Two Mornings' bare er belastende banal.

Så er der de få, dyrebare øjeblikke, hvor skønheden for alvor fuldstændigt overmander lytteren: 'Car' er en mesterlig, mærkværdig og alligevel så ligetil hilsen bagud i tiden mod især Paul McCartneys Beatles-klassiker 'Blackbird'.

Jeg får det også til at lyde værre, end det er. Der er plads til forbedringer, men for nu at tage en sidste oplagt sammenligning op, skrev Nick Drake ikke milepælen 'Pink Moon' i første hug. 'Newspeak' er måske Kirsten & Maries 'Five Leaves Left': Fuld af potentiale, der blot ikke forløses hundrede procent.
- Soundvenue

Det er ikke daglig kost, at musikscenen invaderes af et sæt enæggede tvillinger! Kirsten & Marie, som de to 20 årige gymnasiepiger hedder, udgiver nu endelig, efter at have søsat en ep for 2 år siden, deres egentlige debut Newspeak.
En debut kan være svær og det bliver som bekendt ikke lettere hen ad vejen, men med denne samling sange smider tvillingerne en fin debut på gaden, en debut med tilpas skæv og slingrende pop/folk der formår at smitte lytteren.

Man føler sig hensat til en anden tid mens Newspeak fylder højtalerne – det er pop af en sådan kaliber, at tankerne farer tilbage til tidlig The Cardigans og sine steder engelske St. Etienne. Begge disse bands havde også en fod i 60´ernes, til tider, elegante popformel, hvor musikken danner billeder af svundne tider, men vigtigst af alt formår at indlemme tiden lige nu og her. Det er ikke verdens nemmeste cocktail, musikalsk, men Kirsten & Marie evner med deres analoge popsange at fange netop den stemning af tidsløshed der gør, at det samlede resultat bliver svært iørefaldende og faktisk af international karakter.

Stemmerne er omdrejningspunktet for Newspeak – tvillingerne formår at få to stemmer til at blive til én, samtidig med at de supplerer hinandens i charmerende grad. Det er med andre ord meget fine vokalharmonier der langt hen af vejen fungerer, men som også til tider kan komme til at virke lidt stillestående når melodierne fra tid til anden ikke følger trop og har det samme høje niveau som stemmerne, dog er der heldigvis overflod af de gode sange kontra de mindre fængende.

Bedst er Kirsten & Marie som når de på åbningsnummeret ”The Moon” lander i en melankolsk pop-tidslomme og samtidig lader deres vokaler spille op til en akustisk guitar og en rasende fængende melodi – en melodi der tør tage favntag med poppens klassiske virkemidler, men samtidig tager afstikkere til andre musikalske territorier. Det er netop det sidste som kendetegner mange af albummets numre – modet til at stikke udenfor den gængse popformel, samtidig med at det forbliver frygteligt iørefaldende! ”Na Na Nana Nana Nana” er et andet eksempel på ovenstående – en smittende melodi og et par stemmer der går op i en højere enhed.

Uden at skulle drysse alt for meget malurt i bægeret på en ellers meget fin debut der som hovedvægt indfrier de forventninger man måtte have til det, så er der som tidligere nævnt øjeblikke hvor det ikke helt fungerer. Spøjst nok er det de ellers velfungerende vokalharmonier der bliver for insisterende og stillestående, ganske enkelt fordi melodien der skal supplere skønsangen ikke er god nok. Specielt nummeret ”Running (Revisited)” efterlader en lettere tam følelse, idet stemmer og melodi ikke virker som om de kører i samme spor. Men ret skal være ret – det er bestemt tilladt med enkelte musikalske fejlskud på en debut der ellers har overvægt at velfungerende sange.

Jeg har gennem længere tid haft et mindre ”korstog” mod den overvægt af kvindelige stemmer der har fyldt det musikalske landkort både udenbys, men i særdeleshed indenlands. Min største anke har været, at stemmerne har lydt alt for ens og der var for få der stak ud fra mængden, selv attituden har været den samme hos mange! Derfor er det glædeligt at støde på Kirsten & Marie som evner at fremstå unikke og særegne – på den gode måde. Jeg føler mig ret overbevist om, at der er meget godt at hente fremover fra tvillingerne og det skyldes denne glimrende debut, samt ikke mindst det faktum, at de kun lige er på vej ud af gymnasiet….med hensyn til musikken har de med Newspeak allerede iført sig den musikalske studenterhue. - Lydtapet

Næsten to år er gået, siden tvillingeduoen med rødder i det viborgensiske udgav deres debut-ep.

Det er nu stadig de krystalklare vokalharmonier og sindrige sangstrukturer, der er Kirsten og Marie Nyhus Janssens store solide forcer, men også inddragelsen af cello og violin er med til at gøre albummet til en liflig og fornøjelig rundflyvning i duoens folk-poppede univers.

Stærkest står den vederkvægende ’Venus Descending (Part One)’, den smukke ’Car’ samt den nærmest eksplosive ’Rosa White’, imens den mere gumpetunge finale, ’Two Mornings’, fremstår noget overflødig.

Aske Zidore har produceret og skabt et organisk og frodigt virvar ud af Kirsten Nyhus Janssens præcise fingerspil, kække håndklap og samplede reallyde som telefoner og bifald, der i samspil med de sprøde lyse kvindestemmer i vildt harmonisk frigear gør ’Newspeak’ til forårsfornemmelser i albumformat. - Politiken

Tvillingerne, Kirsten og Marie, spillede deres første koncert med band foran et forventningsfuldt publikum, der havde taget plads på tæpper på betongulvet i Atlas.
Det så skrøbeligt ud til at starte med. To piger, den ene med en klassisk guitar, stod ensomt på scenen badet i blåligt og violet lys. Deres første sange var lige så skrøbelige. Flot fingerspil på guitaren akkompagnerede pigernes sang. Stemmerne lød skrøbelige og forsagte, men bagved var der en sikkerhed og en styrke, der fik det skrøbelige udtryk til at stå så meget stærkere. Det var Kirsten & Maries første koncert med band, og det resulterede i, at skrøbeligheden faldt lidt i baggrunden, hvilket klædte tvillingerne ganske fint.
Sæbeboblebørn

Publikum kom ind og satte sig med det samme på gulvet, enkelte på medbragte tæpper. Det var tydeligt, at de forventede en stille intimkoncert. Og det var lige præcis, hvad de fik.

Kirsten & Marie fik deres gennembrud på Det Elektriske Barometer på P3, hvor deres første EP lå nummer et lige så længe det var tilladt. Deres forsigtige vokaler og spændende harmonier falder godt ind i den slags musik, der gør sig godt på Barometeret.

Blandt publikum var der flere, der kendte tvillingerne fra Barometeret. Det er blevet et trend for lyttere af Barometeret at blæse sæbebobler til koncerterne, det har givet lytterne tilnavnet sæbeboblebørn, og ganske rigtigt udeblev de heller ikke her. Enkelte bobler blev sendt op mod scenen, mens pigerne spillede deres stille sange - Alt om Aarhus