Penny Police

Tretten skæringer smykker skiven og på de ubesværede toner og letheden i lyrikken får man fornemmelsen af, at der snildt kunne have været dobbelt så mange numre at finde på debutpladen fra Penny Police.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Penny Police og Marie Fjeldsteds yndige pigede vokal på Start! Festival sidste år, hvor hun spillede op i PH Caféen med sin EP Thieves like Us. Den gang som nu charmeres jeg og er bestemt ikke skuffet over de nye numre, der kæler min trommehinde mens solen varmer de vinterblege lemmer henslængt på en terrasse et sted i forårsramte København. Et bedre soundtrack til sådan en helt almindelig mandag i april kunne man dårligt tænke sig.

Americana-inspiration i form af blues-tangenter, bamsebløde tuba-trut, harmonika og banjo giver godt modspil til Maries sødmefulde vokal og leverer skæv kant. Men vigtigst af alt er autoharpen, som Marie selv spiller på. Med sin pudsige blanding af folkemusikalske associationer og elektronisk ambiente profil leger den med udtrykket og danner en anderledes grobund for kompositionerne end hvis det mere klassisk havde været guitar eller piano, der havde været udgangspunktet.

Det sammensatte synes at være kodeordet på pladen og for Penny Police i særdeleshed. Hun er ikke sådan lige at sætte i bås. Selvom Penny Police i anmeldelser af hendes EP er blevet sammenlignet med Agnes Obel og de måske bevæger sig i samme sfærer, så er Penny Police sin egen. Legelyst, melankoli, længsel, eftertænksomhed og begejstring blandes sammen og bliver til det skønt melankolske intronummer “Oh Lord”, der hjælpes på vej af en fintfølende trompet, der blæser henførte toner af sted ud i rummet. Et andet aspekt af samme blanding afløser på næste skæring “Slow Down Sofie”, der kærligt rådgiver og omfavner, hvor “Up Here” måske handler om følelsen af at blive kvalt og holdt nede, men understøttes af insisterende trommer og takftfaste klappen.

Lyrikken er simpel, tilstrækkelig, men teksterne rummer alligevel en fin ærlighed. “All I need is to grow on my own to feel both left and found //To have a place where people know//they know my name and sound” fra “Up Here” understreger fint dette med sin enkelthed. Marie Fjeldsteds stemme løfter teksterne og og puster liv i dem med sin bølgende vokal. En af favoritterne er “Was That It?”, der svinger lækkert med fansk chaison-fornemmelser og vellystige harmonikatoner, samt den tidligere nævnte elektroharpe i skøn harmoni. På skæringen “Superman Let’s Fly” løftes tungsindet og kompositionen driller og triller lystigt derud af, bl.a. med hjælp af elskelige banjotoner.

Det lovede godt på EPen og ligeså til Start! Festival 2011, og løfterne er blevet indfriet på dette umiddelbare, yndige, drilske, længselsfulde og ganske storartede debutalbum. - Diskant

I 2011 blev verden for første gang præsenteret for den yndige sangerinde med den betagende luftige, nærværende og sårbare stemme. Navnet på sangerinden er Marie Fjeldsted. Kunstnernavnet Penny Police. Og titlen på Ep'en "Thieves Like Us". Et år er gået, og Penny Police har nu sendt sit debutalbum, "The Broken, The Beggar, The Thief" på gaden. Fredag den 20. april giver hun koncert på Rust i København.

Fundamentet med Fjeldsteds fortryllende stemme, klaver og autoharpe består, men på det nye album er der tilsat nye dimensioner. Marie Fjeldsted har i samarbejde med Kasper Rasmussen og Henrik Marstal taget Penny Police ud over de vante græsgange. GAFFA har talt med sangerinden om det nye album, om at give slip på sin kontrol og se tingene i et større billede.

Jeg har lært at give slip

Marie tænker allerede i nye kompositioner. I hendes lille hule på Nørrebro sidder vi med kaffe, notesbøger, mapper og telefoner foran os. "Jeg har alle de her bidder af musik, melodier på telefoner og tekststumper, som jeg nu skal kigge igennem, skrive ned og gøre noget ved." Marie forklarer, hvordan hun efter udgivelsen af pladen følte et tomrum. Det var svært at lukke sangene ned og lade dem indtage en endelig form. Hun må derfor nu igang med at give liv til nye sange.

"Det er grænseoverskridende at skære ned og sige: Det er det her jeg præsenterer for folk. Det er sådan her de lærer musikken at kende. En sang kan jo tage en masse drejninger. Det er svært at finde ud af, hvad der er bedst. Man kan blive ved med at tænke, at det kunne gøres anderledes. På pladen har jeg været bedre til at give slip. På ep'en var jeg mere kontrolleret, og jeg havde forberedt alle arrangementerne hjemmefra. Med den nye plade er der virkelig sket ting og sager. Den er mere produceret. Der er lidt mere gang i den. Det er ikke længere kun klaver og autoharpe. Jeg spiller hverken bas, trommer, guitar osv. så jeg har givet mere slip og fulgt de andres råd og ideer. Vi har prøvet nogle forskellige ting af, og jeg er meget tilfreds med det endelige resultat."

En ærlig plade

"The Broken, The Beggar, The Thief" har et mere nuanceret og varieret udtryk end ep'en. Som Marie forklarer hænger det sammen med, at hun har givet mere slip og ladet Kasper Rasmussen og Henrik Marstal komme med deres ting. Marie har været rigtig glad for samarbejdet og fortæller, hvor fleksibelt det har været. Trioen kan til sammen næsten spille på alt, og derfor har de ladet den enkelte sang være udgangspunkt for instrumenteringen og produktionen. Deraf kommer det nuancerede lydbillede.

"Nogle gange har jeg tænkt, at vi skulle huske det samlede billede. Jeg har været lidt nervøs for, om lytteren skulle blive forvirret, men gang på gang er jeg kommet frem til, at den enkelte sang ligesom skulle have det, som passede den. Sange, som jeg har skrevet, er også som udgangspunkt meget forskellige. Det kommer sig af, at nogle sange er skrevet på autoharpe og nogle på klaver. Autoharpe-sangene bliver lidt folkede og klaversangene ofte lidt mere poppede. På den måde synes jeg ikke helt, at det har givet mening at ensrette noget, som fra starten stak i forskellige retninger. Jeg synes, det har været sjovt at høre udviklingen fra ep'en. På den måde er det egentlig en ret ærlig plade. Den skal ikke være noget, som den ikke er. Det oprigtige, min stemme og mine melodier binder sangene sammen til en helhed."

Det filosofiske, Det konkrete, Det religiøse

Pladen har en ærlighed i sin produktion. En ærlighed, som går igen i teksterne. Man fornemmer en meget tænksom og reflekteret dame bag ordene. "Der er vel et eller andet filosofisk over mine sange. Det handler om spørgsmålet om, hvad livet er for en størrelse. Nogle sange kunne være kærlighedssange, men de kan lige så godt ses som et spørgsmål om ensomhed." Marie henviser ikke til konkrete situationer i sine sange, men hun bringer de filosofiske tanker ned på et konkret niveau, ved eksempelvis at inddrage navne. Navnene er fiktive, men på en - Gaffa

Sidste januar havde spilllestedet Vega stor succes med upcoming-aftenen Vegas Udvalgte, hvor Emma Acs, Brother Grimm, Let Me Play Your Guitar, Freja Loeb, Our Broken Garden og Panamah indtog scenen på Enghavevej. Nu er Vega klar til at gentage succesen den 20. januar, og har til lejligheden udvalgt seks nye navne fra vækstlaget. Blandt disse er Ulige Numre, Shaq Boosie, Rangleklods og Penny Police - alias Marie Fjeldsted - som her fortæller om sit musikalske univers.

Hvordan vil du karakterisere din musik?

Det er melankolsk, ærligt og nogle af sangene kan lyde, som ældgamle folkeviser og er helt basic singer/songwriter, mens andre er mere "hit"-agtige.

For at være mere konkret, så er der nogle, der synes, det lyder som en blanding af Emiliana Torrini og Agnes Obel, men det er svært selv at sige noget om. Mine sange har været spillet i en del forskellige konstellationer, og jeg synes det er spændende at prøve forskellige udtryk af. Jeg har som sådan ikke noget fast band, og det er med til at gøre det mere spændende og udfordrende.

Hvorfor blev det lige den genre, du valgte?

Hmm, det er svært at svare på. Måske kan jeg ikke andet. Ej, jeg har ikke tænkt så meget over genre, når jeg har skrevet sangene. Faktisk har jeg ofte svært ved at huske, hvordan mine sange er blevet til. Så jeg er nok ikke så bevidst om det i det øjeblik, hvor jeg skriver. Men så efter en sang er "født", kan jeg godt nørkle i 100 år og ændre ting hele tiden – også i sidste øjeblik. Er derfor meget glad for de tålmodige musikere, jeg har spillet med i gennem det sidste år.

Hvad adskiller din musik fra lignende musik?

Altså, jeg spiller jo på elektrisk autoharpe, hvilket har vakt opmærksomhed til mine koncerter. Og jeg har også haft theremin med nogle gange. Det tror jeg folk synes er lidt særligt. Men jeg bruger ikke instrumenterne for at gøre min musik anderledes. Faktisk begyndte jeg at spille autoharpe, fordi jeg ikke kunne (og stadig ikke kan) spille guitar. Den er nemlig noget nemmere at spille på. Selvfølgelig betyder instrumenter og arrangementer meget. Men jeg tror mere det handler om noget vedkommende og "ind til benet"-agtigt, som jeg i hvert fald selv synes er vigtigt.

Hvad betyder det for dig, at du er blevet valgt til Vegas Udvalgte?

Det betyder meget. Det virker til, at der er god opmærksomhed omkring arrangementet, så jeg håber det kan gøre noget godt for mit debutalbum, som udkommer den 26. marts. Og så kan jeg godt lide at spille i Vega! De gange jeg har spillet der, har der været utrolig søde og gode lydmænd og afviklere. Det betyder meget for mig. Og så gør det mig både glad og nervøs, fordi jeg faktisk aldrig har overvejet, at det skulle blive "min tur". Så det er lidt stort.

Hvorfor tror du, at du er blevet en af de Udvalgte?

Jeg går ud fra, at Vega-folket kan lide min musik og nok også synes, at den er lidt anderledes. Og så var der god opmærksomhed omkring min ep "Thieves Like Us", som jeg selv udgav i april 2011. Den har været startskuddet for, at der er sket nogle gode ting det sidste års tid. Bl.a. udgiver jeg jo som sagt snart mit debutalbum, så de har nok også tænkt, at jeg var aktuel.

Hvad er dit forhold til Vega?

Jeg har været privilegeret at få lov til at spille der en del indenfor det sidste halve år, som support for nogle vildt søde musikere. Først Kina Grannis i Ideal Bar, så Guillemots og sidst i november Our Broken Garden i Lille Vega. Én af gangene "kom jeg til" at tage en flaske vodka fra backstagelokalet med hjem. Jeg var ret fjollet efter en af vores bedste koncerter længe. Så skrev jeg en mail og sagde ups og undskyld. Ha ha, det er der vist ikke meget rockstar over…

Hvad kan man forvente af musikalske aktiviteter fra dig i 2012?

Den 26. marts udkommer min debutplade på A:larm. Derefter er der en lille danmarksturné med Our Broken Garden og Lydmor, som mere eller mindre også er pladeaktuelle. Og så vil jeg gerne vende tilbage til ep-formatet og udgive ep nr. 2 før plade nr. - Gaffa

SOUNDVENUE *****

Det er ikke mere end et år siden, at Penny Police, alias københavnske Marie Fjeldsted, begejstrede med en inderlig og smuk ep-udgivelse, og nu vender den yndige sangskriver tilbage med et debutalbum, der for alvor blomstrer op i mængden af dette førstekvartals danske udgivelser.

I Penny Polices univers er der plads til sårbarheder. Den ensomme trompet i åbneren ’Oh Lord’ tilvejebringer genuin morgengrystemning, hvor baggårdskattene vræler om kap, mens værtshusenes fortabte sjæle finder trøst i hinandens selskab. Samtlige 13 skæringer appellerer bestemt til de mere melankolske og skrøbelige udfald i følelsesregistret med en sjælden nærhed, der kan give selv de mest hårdkogte typer behagelige kuldegysninger.

’Slow Down Sofie’ er uden tvivl et af de skævere højdepunkter, der gør sig særligt bemærket ved sine små breaks samt en opbygning uden et egentlig omkvæd. Hvilket er kendetegnende for flere af Penny Polices musikalske udskejelser.

Hele repertoiret er et særdeles vellykket sammensurium mellem gammelt og nyt, hvor samtlige numre fra ep’en er solidt plantet mellem en håndfuld nye sjælfulde sange, der er skrevet fra en piges hjerte men holder balancen og aldrig tenderer det sukkersøde.

’All That Stuff’ samt ’As Long As You Watch My Heart’ præsenterer en hidtil ukendt middel-tempo side med fyldigere orkestreringer, der i særdeleshed klæder resten af det stilfærdigt smukke, men instrumentalt sparsomme lydbillede. Med autoharpen som signaturinstrument og en stemme fuld af luftighed og ynde, har Penny Police skabt en usandsynlig fin debut. - Soundvenue

Penny Police alias Marie Fjeldsted udgav i april 2011 ep’en Thieves Like Us, og nu er der heldigvis kommet flere numre til på hendes debutalbum, The Broken, the Beggar, the Thief, hvor samtlige fem numre fra ep’en dog også er at finde.

Der er for alvor skruet op for ambitionerne og kælet for produktionen på de nye numre, og selvom man kan fornemme en forskel på de gamle og de nye, giver det en fin variation hele albummet igennem. Fra de mere poppede numre som ”Up Here” med trommemaskiner og et omkvæd, du ikke kan lade være at synge med på over den sukkersøde ”As Long As You Watch My Heart” med den dybe bas og de galopperende lydeffekter og til den mere funderende ”Save Me a Coin”, hvor tempoet skrues ned og verden lægges under lup: »Maybe if I look upside down / the world will turn out right«.

Marie Fjeldsteds signaturinstrument, autoharpen, får på albummet selskab af både harmonika og tamburiner på den mere folkede ”Was That It?” og sågar af en banjo på den optimistiske og nærmest omnipotente ”Superman Let’s Fly” med omkvædet: »Superman let’s fly through all the barriers of life«.

Teksterne rækker fra ulykkelig kærlighed til mere dybsindige tekster om vores alle sammens dødelighed som i ”What If Life Doesn’t Kill You?”, hvor den dramatiske opbygning gennem nummeret fuldt ud underbygger opfordringen: »Save yourselves / you can’t save anyone else«.

Det sande omdrejningspunkt på pladen er Marie Fjeldsteds fantastisk uskyldige, fortryllende og klare vokal, som kan frembringe gåsehud af dimensioner. Hendes måde at udtale ordene på, hendes indlevelse og evne til at røre ved noget i én er helt enestående og gør hende til noget ganske specielt. På albummets sidste nummer, titelnummeret ”The Broken, the Beggar, the Thief”, får vokalen for alvor lov til at skinne akkompagneret af en beskeden trompet, og lytteren efterlades med en afslappet følelse af ro, men samtidig også en lyst til at trykke ”repeat all”.

Der er tale om et ganske vellykket debutalbum, der har hitpotentiale, men samtidig også en masse integritet og karisma, som ikke er til at tage fejl af. For min skyld må Penny Police gerne lave sin næste plade helt uden instrumentering og andet tilbehør, selvom tilbehøret også er godt. - Undertoner