Munck//Johnson

Kærligheden er et utæmmeligt bæst. Lige så hurtigt som lykken står os bi, lige så hurtigt kan den vende os ryggen. Og tilbage står vi med fortvivlede tanker, der får os til at hungre efter den forløsende velsignelse. Nøjagtigt den stemning rammer den meget fine duo Munck//Johnson på deres andet formidable udspil Count Your Blessings. Allerede når de første sagte toner af Last Wish med Camilla Muncks æstetiske vokal rammer med ordene ”Bring me relief/Spare me your name/Soothe me”, står gåsehuden som pigge. Sangen om fortvivlelse, opløsning og forløsning har aldrig stået lydt mere ægte. Under de fleste sange rumler støjen af organisk feedback, elektrisk knasen og tunge orgler, der får The Streets og This Time til at trække op som mørke faretruende skyer. Slutnummeret, den nøgne pianoballade Be Kind er forløsningen, der om noget indikerer, hvorfor Camillia Munck hører til Danmarks bedste sangerinder. Count Your Blessings er et mesterstykke i, hvordan man udvisker sig selv, og alligevel formår at krybe ind under huden med hver en strofe. - Gaffa - (5 of 6 stars)

Reviewing an album as hushed and hypnotic as this slo-core beauty from Camilla Munck and Moogie Johnson almost guarantees a Pseuds Corner spot. But their second album really is as weightless as a feather tapping a bubble, the fusion of their airy voices (Last Wish) less duet than sigh. The minimalist beauty Slavesong will delight insomniacs, miserabilists will love the wheezy mournful organ and chilling vocal of The Streets - Mojo - (4 of 5 stars)

Danish duo Camilla Munck and Moogie Johnson meanwhile emerge from the ashes
of slow-core, country tinged Wynona to make a sound similarly filled with longing
and loss, damage, despair and the sweetest dereliction. Their Count Your Blessings
set (Ponyrec) is the sound of rural daydreams sketched by an angel’s voice through
frosted snow bound windows as electrical wires hum and crackle and ghosts thrash
electric guitars in the attic. - Plan B

'Count Your Blessings' hedder det andet album fra den danske duo Munck // Johnson, og det er en rigtig titel til de sange.

For i selskab med dem husker man uvilkårligt det gode og er samtidig bevidst om det onde. Lige så vidt stemningerne rækker, lige så afbalanceret og ligetil er musikken forunderligt nok.

Den er trøstende, men ikke tryghedsnarkomanisk. Den er sart, men den er også holdbar. Den er stille og overvejer hver eneste tone på guitarer, klaverer eller stemmebånd, men den tyste nænsomhed, hvormed Camilla Munck synger og Moogie Johnson spiller, gør kun indtrykket stærkere.

Især når de anelsesfulde stemninger støttes af gode melodier. Camilla Muncks stemme er et forsigtigt svajende lys, der luner og kaster skygger på samme måde, som Margot Timmins' stemme gjorde, da den canadiske sangerinde i 1988 indsang rockmusik sammen med resten af Cowboy Junkies i et kirkeskib i Toronto.

Når Munck // Johnson i den country- og folkinspirerede sang 'Flesh and Bone' lover sig selv at leve fuldt og sandt, giver det også gåsehud. Selv kalder duoen deres musik for sadcore, og det er ikke helt galt, hvis man oversætter genrebetegnelsen til spartansk instrumenteret rock indspillet på lille budget og fremført med lige meget håb og tristesse.

Munck // Johnson gør ikke meget væsen af sig, men har meget væsen i sig. - Politiken (4 of 6 hearts)

Die Welt von Camilla Munck und Moogie Johnson muss eine melancholische, eigentlich sogar eine traurige sein. Eine Welt, in der Sonnenlicht nur durch Vorhänge ins Zimmer dringt, wo der Staub in der Zimmerecke flockt und sich der Abwasch stapelt, seitdem der/die Geliebte das Weite gesucht hat. Eine Welt, in der das Gestern definitiv besser war als das Heute, in der man morgens lieber nicht aufwachen möchte und in der Songs aussagekräftige Titel haben wie »Last Wish«, »Slavesong« oder »Flesh And Bone«.

Gebrochen und oft langsam schleppen sich die Lieder dahin, in Gang gehalten durch Johnsons verbeulte Akustik-Gitarre oder aus einer jenseitigen Welt herüber dringende Fuzz-Sounds. Camillas Gesang unaufgeregter Gesang wirkt dazu anrührend scheu; mitunter haucht sie sogar fast tonlos ihre Texte: Das dänische Duo treibt die regnerische Ästhetik des britischen Labels 4AD auf die Spitze. Die Musik wurde mitunter sogar auf so reduziertem Lautstärke-Level erzeugt, dass man jedes Klicken des Plektrons und jedes Nebengeräusch im Raum hört. Faszinierend – und nicht nur für die, die sich mal so richtig hängen lassen wollen - Nordisches Musik (6 of 6 stars)

Weniger ist mehr - dieses u.a. von Mark Hollis musikalisch gelebte Prinzip wendet auch das dänische Duo an. Durch spärlichste Instrumentierung wird eine geheimnisvolle, intime Atmosphäre erzeugt. Eine sanft gezupfte oder gestrichene semiakustische Gitarre, dunkle Synthieflächen und Programmings im Hintergrund, ab und an ein Piano - das war es dann. Carmilla Munck haucht dazu mit ihrer angenehm warmen, fast schon verstörend schön klingenden Stimme so behutsam und innig ins Mikrophon, dass man meinen könnte, sie würde den Text aus Ihrem Tagebuch lesen. Turn off the lights, count your blessings and lick your wounds!
- Westzeit (5 of 5 stars)

Still bummed because Minnesota mopemeisters Low got all rocked up on their last album and subsequently didn't provide the misery/melancholy quotient you counted on them for? Relax, my frowning friends; Munck//Johnson are here to help. On their second album, the Danish duo sound incredibly like Low at times, and Camilla Munck shouldn't feel at all belittled to be called the Danish Mimi Parker. Her voice is just as lovely, just as capable of expressing deep, private sorrow that doesn't reveal its source openly. "Last wish" and the evocative organ utilized on "The streets" are unquestionably Low-ish (never more than when those tight harmonies deliver the goods). But my favorite tracks are the beautifully eerie "This time," which features electric guitar washes distorted to create an evocative ambient soundscape over which sparse synth and the quietly sombre vocal effectively stir up your most buried emotions, and the graceful piano-laden "Be kind," which is truly lovely. Elsewhere, several tracks are just Moogie Johnson's simple acoustic guitar and Camilla's delicate voice ("Ellis of Davenport," "Sweet and lowdown," "Flesh and bone"). While this is often downbeat music, it's engaging and poetic, and it always feels genuine. With a little patience, anyone into introspective, soul-searching music should be able to appreciate this disc, which is a tad more consistent than last year's debut.
- It's A Trap

Listening to Unlike You is like listening to stellar unreleased demos of Sarah McLachlin and Over The Rhine. Vocalist Camilla Munck has a sultry and textured voice that often balances between power and frailty, and multi-instrumentalist Moogie Johnson captures the moments of breaking with vintage keys and minimal guitar work. The mix is lo-fi rough-on-purpose, and only adds to the tender slant of the record, although one can't help but wonder what a polished version of this Danish duo might actually sound like. There are moments, like on the sleepy "Ease Me", that echoes melancholy Sufjan Stevens. Within the melodies, you could hear a pin drop...it's that intimate. I almost feel like an intruder sometimes. The songs aren't hidden behind gimmick arrangements. "Sister Mine" is a simple power ballad of the highest order, giving evidence that this band should definitely be making waves in the indie-pop scene. Their dream-pop tendencies give the (mostly) already sad narratives a sense of total loss and brokenness. This is one of the best vocal albums I've heard this year. I hope this record gets marketed as well as it was made. I want to buy their t-shirt.
- Black And Whit Mag (8 stars of 10)