The Beatitude

The Beatitude
Lades Kælder, København
Live



Dato: 20/5-2005

En ligefrem uspolerethed, en rendyrket tæft for den gode, upolerede rockmelodi og et mod til at gå mod strømmen.

Blondie møder Pixies i punkland

Billede: Nanna Hvass

Undertiden hænder det, at man falder over et rockband fra den danske undergrund, som kan deres kram og giver fanden i, om rockmusikken er erklæret død. Og undertiden sker der noget ved sådanne koncerter, som ikke sker ved koncerter, hvor et allerede etableret navn er på spisesedlen. En ligefrem uspolerethed, en rendyrket tæft for den gode, upolerede rockmelodi og et mod til at gå mod strømmen.

I et nyrenoveret Lades Kælder indtog et sådant fænomen fredag aften scenen. Eller rettere gulvet. Og skønt lyden i åbneren ”Blowing My Space” måske er hørt bedre, fik en nærmest pakket klub syn for sagn for, at The Beatitude bestående af Karin Jønch-Clausen (sang), Ursula Friis Søndergaard (violin, kor), Jakob Olsen (guitar, kor), Morten Køie (bas, kor) og Casper Schultz (trommer) ikke var kommet for at spille en omgang halvakustisk, navlebeskuende poprock. Med en rockbitch-attitude som ikke lader den gamle punkbedstefar Iggy Pop meget efter, fyldte den blonde Jønch-Clausen og hendes kumpaner lokalet med hæsblæsende, fandenivoldsk punkrock af bedste skuffe. En slags Blondie møder Pixies i punkland. Fra ”Night Beat”, hvor violin og guitar havde fundet sit naturlige, fræsende leje, og lyden var tilpas kantet og in-your-face over den højeksplosive, halvhysteriske ”Cacophony” til den tunge og insisterende ”The Blazing”. Og lyksaligheden varede minsandten ved. I et af aftenens bedste numre, den politiske ”Texaco-Pepsico”, gav en af Danmarks i øjeblikket mest indtrængende og skarpe kvindelige vokaler de store multinationale selskaber tørt på. Om hvordan de ikke lever op til deres moralske ansvar. Og om hvordan det måske i sidste ende er bedre at være dobbeltmoralsk end ingen moral at have overhovedet...

Verden på vrangen
Efter en kort pause tog The Beatitude fat på anden halvdel af koncerten. Og var første halvdel en fornøjelse, blev finalen et studie i, hvordan man skruer en rockkoncert sammen, så publikum konstant fast – og underholdes. Blandt det bedste fik vi den eksalterede ”New Species”, den tungsindige, smukke ballade ”Restless Being”, en hårdtslående violin- og guitarbaseret fortolkning af Pixies-klassikeren ”Blown Away” samt de to nye numre ”Fats Rock” og ”Something In Time”. Det eneste man kunne have ønsket sig mere, var et par ekstra ekstranumre. Vi fik desværre kun et enkelt, nemlig den energiske ”Jump”, som med de bidske indledningslinjer rettede skarpt mod et mandsdomineret samfund til fals: ”Fuck the Greeks/They laid the seed/For us to live/In patriarchy”. Så er det sagt.

Efter 80 minutter i selskab med The Beatitude står spørgsmålet tilbage: Hvornår får den danske rocklytter mulighed for at lægge øre til en debutplade, som efter alt at dømme kan blive et kærkomment spark i mellemgulvet på dansk rock? Forhåbentlig snart. The Beatitude har i hvert fald numrene. Vi venter i spænding.

Af Martin Jensen
- gaffa

Kunstner: The Beatitude
Titel: The Beatitude (Demo)
Selskab:

Anmeldt af:
Jeppe Kiel Revsbech
03.08.04


The Beatitude - deliciøs, feminin smagsprøve


Hvor er det befriende at se et par seje kvinder tage teten i en ellers så mandsdomineret genre som punkrocken. Den københavnske kvintet The Beatitude lader til at blive styret med hård hånd af guitaristen og sangerinden, Karin Jønch-Clausen, og violinisten, Ursula Søndergaard, og det er heldigvis godt det samme, for de damer ved nok, hvordan man skruer en håndfuld effektive og sprængfarlige numre sammen.

Den selvbetitlede ep, 'The Beatitude', er et ekstrakt af bandets slid og slæb i Baandkraft Studio i København, hvor kvintetten i foråret har tilbragt en måned sammen for at færdiggøre deres endnu unavngivne debutalbum.

Seks numre er det foreløbigt blevet til, hvoraf et enkelt af dem er en coverversion af amerikanske Pixies' 'Blown Away'. Og titlen holder omtrent stik, selvom The Beatitude ikke kan løbe fra deres tydelige fascination af netop Pixies. Numre som 'The New Species', 'Cacophony' og 'Out Of Intropspection' klamhæfter sig til den indre spilledåse og befaler at blive drejet om sin egen akse igen og igen. En del af æren må tilfalde Ursula Søndergaards underfundige evner på en violin, der i 'Cacophony' lyder som en overstyret guitar og i 'Out Of Introspection' som en fyldig symfonisk bund.

Det er utilregneligt, iørefaldende og i en besk, feminin tone, som står i skarp kontrast til det lettere malplacerede bandnavn, der efter The Beatitudes eget udsagn betyder noget i retningen af 'glæde' og 'velsignelse'.

Men hvis kvintetten insisterer, så lad blot Karin Jønch-Clausen og Ursula Søndergaard - samt de tre resterende mandlige medlemmer - blive overhældt med en stor portion begejstring og lovord. For det er vitterligt en både opløftende og appetitvækkende promo, The Beatitude har begået.


- www.soundvenue.com